Jeg var på plads torsdag aften til kampen mellem Tampa Bay Buccaneers og Baltimore Ravens, og jeg var lidt i chok over, hvor ringe Tom Brady spiller.

Brady skulle være forblevet på pension

Tampa Bay Buccaneers har tabt fem af de seneste seks kampe, og når man ser dem spille i aften, forstår man det godt. Ikke mindst fordi deres 45-årige quarterback ligner en på… ja 45…

Tom Brady er færdig. Det er min klare overbevisning efter at have set ham i aften. Han var upræcis. Han var ubevægelig. Han manglede kraft på de lange kast. Og værst af alt virkede han usikker.

Han burde have kastet tre interceptions i aften, men Ravens forsvaret var søde ved ham og lod være med at gribe de tre bolde, der blev kastet lige til dem.
Kampens allerførste kast var symptomatisk for Bradys aften. Han ramte fuldstændig forbi sin egen mand og lige i hænderne på en Ravens-spiller, der blev så overrasket, at han ikke kunne finde håndtaget på bolden.

Der foregår mange ting i Brady’s liv lige nu, ikke mindst en forestående skilsmisse, og det er tydeligt for mig, at han lige nu er mere hæmsko end helt for Bucs.

Mere Brady til sidst…

Hvem fanden er nr. 27?

Nu er det sjældent, at jeg sviner en spiller til på disse linjer (altså lige med undtagelse af ham geden ovenover), men jeg er nødt til at spørge, hvordan Buccaneers har plads til Zion McCollum på holdet? Cornerbacken er en katastrofe, men det er Bucs skadessituation også.

Torsdag var de uden fire erfarne spillere i bagkæden, da Logan Ryan, Carlton Davis, Sean Murphy-Bunting og ikke mindst stjerne-safety Antoine Winfield Jr. alle sad udenfor med skader.

Derfor var Bucs tvunget til at starte spillere, der ikke nødvendigvis har de atletiske egenskaber det kræves at spille cornerback i NFL. McCollum var banens dårligste spiller, og det fandt Ravens hurtigt ud af og kørte på ham igen og igen.

Det var ikke kun det faktum, at Lamar Jackson completede mere eller mindre alle de kast, han sendte i McCollums retning, men også at sidstnævnte efterfølgende missede tacklingen ved at smide sig uhæmmet efter receiveren i stedet for at få lavet en sikker tackling.

Run the ball…

Med de mange skader i Buccaneers’ bageste geledder følte Ravens, at de skulle ud og kaste bolden. Det gik ikke skide godt. Lamar Jackson kastede bolden 30 gange i første halvleg, men fik meget lidt ud af det og kom til pausen bagud 10-3.

I anden halvleg skiftede Ravens fokus. Løb bolden. Løb den igen. Og virker det ikke, løber vi den igen. Og det virkede faktisk for det meste. Ravens løb bolden for 234 yards i kampen, og heraf kom de 204 i anden halvleg, hvor alle spillere, der fik bolden i hænderne, fandt store huller i Buccaneers forsvar.

Det gjorde de ugen efter, at Carolina Panthers løb for 134 yards i anden halvleg på Buccaneers forsvar.

Run the ball (2)

Mens Ravens fandt de vises sten i anden halvleg, så er løbeangrebet i Tampa ikke-eksisterende. Inden sæsonen sagde Buccaneers farvel til venstre guard Alex Kappa, der tog til Bengals og højre guard Ali Marpet, der gik på tidlig pension. Og så blev stjerne-center Ryan Jensen skadet, og ser tidligst banen i december.

Det har været tydeligt hele sæsonen, at den nye offensive linje ikke er på niveau med sidste års linje eller den linje, der vandt Super Bowl for halvandet år siden.

Det er gået udover løbeangrebet, som absolut intet får ud af det. Godt nok scorede Leonard Fournette et kort touchdown, men samlet fik Bucs 44 yards på 15 løb.

Bucs kal finde en måde at løbe bolden på for at tage presset af Brady, men det er nok nemmere sagt end gjort.

Shaq Attack sat på pause

Det hjalp ikke Bucs forsvar, at linebacker Shaq Barrett måtte udgå med en skade. Det er i skrivende stund ikke bekræftet, men det forlyder, at det er overrevet akillessene, og så er han færdig for sæsonen.

Endnu en rekord for Tom Brady

Mens nedtællingen til 100.000 yards kast er i fuld gang, så satte Tom Brady en helt anden og mindre flatterende rekord torsdag aften. Mere om den lige om lidt.

Brady kastede for 325 yards mod Ravens, og dermed er han kun 164 fra som den første at nå en fuldstændig vanvittig milepæl. Brady krydser 100.000 kaste-yards i næste uge, når Bucs spiller mod Super Bowl mestrene fra Rams. En rekord der næppe bliver slået af nogen spiller nogensinde.

Og det gør hans nye sack-rekord nok heller ikke. Brady blev sacket tre gange af Ravens, og dermed er han nu på 555 sacks i karrieren (and counting). Det er flest af alle quarterbacks i NFL-historien.