
Endnu et skridt blev taget på vejen mod NFL Draften 2025, da de offensive linjemænd i nat lukkede og slukkede for dette års Combine. Selvom evalueringen af collegetalent i år ikke bød på en så markant headliner som sidste års 40-yard rekord, var det stadig en begivenhedsrig affære, der udfoldede sig i Indianapolis. I denne artikel giver vi dig de største historier fra dette års Combine.
Selvom det er nogle relativt simple aktiviteter, som de håbefulde aspiranter skal gennemføre, så er de altså ikke helt uden risiko. Det kan Texas TE Gunnar Helm skrive under på, da han i forbindelse med spurten på 40 yards kom til at vride om på anklen. Røntgenbillederne viste efterfølgende en forstuvning, men det fraholdte ikke Helm fra at gennemføre samtlige øvelser alligevel.
Årets hurtigste tid på den famøse spurt på 40 yards blev sat af CB Maxwell Hairston fra Kentucky Wildcats, som løb den på 4,28 sekunder. Hairston leverede generelt en helstøbt præstation på tværs af flere aktiviteter, hvilket gav et betydeligt boost til hans draftudsigter – særligt med tanke på hans skadesplagede sidste sæson i Lexington.
Selvom det selvfølgelig er de fysiske aktiviteter, der er i fokus, holder talentspejderne i lige så høj grad øje med de målinger, der foretages af spillerne, inden det for alvor går løs. Her kan der virkelig blive vendt op og ned på en mock draft. Tag for eksempel den offensive linjemand fra LSU Tigers, Will Campbell, som egentlig leverede en fænomenal indsats under de reelle aktiviteter. En indsats, der typisk ville øge chancerne for at blive valgt som den første offensive linjemand i draften gevaldigt. Men Campbell blev også noteret for en armlængde, som man helst vil undgå for en tackle, og derfor går snakken nu i stedet på, om han egentlig hører hjemme på guardpositionen fremfor tacklepositionen.
Vi bliver for en stund ved målingerne, for der havde nemlig indfundet sig et besynderligt vokseværk blandt nogle af de profilerede quarterbacks i årets draft. Både Dillon Gabriel fra Oregon og Jalen Milroe fra Alabama havde i forbindelse med dette års Senior Bowl fået foretaget målinger, som lå et stykke under det, man helst så i en quarterback. For Gabriel vedrørte det højden, mens det for Milroe var størrelsen på hænderne, der var i fokus. Anderledes så det dog ud ved målingerne i den forgangne uge, hvor Gabriel var vokset med 1,6 cm, mens Milroes hænder var blevet 1,6 cm længere. Der kan man tale om god timing.
En spiller, der virkelig gjorde sig selv en tjeneste til dette års Combine, var DE James Pearce Jr. fra Tennessee. En undervældende sidste sæson i Knoxville havde i flere mock drafts placeret ham faretruende tæt på anden runde, men efter hans præstation i Indianapolis kan han meget vel være på vej tilbage mod toppen. Pearce Jr. viste både mobilitet i verdensklasse og en lynhurtig fart, hvilket kom til udtryk i hans spurt på 40 yards, som han klarede på 4,47 sekunder – og manden vejer altså 111 kg! Lønforskellen mellem at gå først og sidst i første runde kan snildt komme op på 10 millioner USD, så Pearce Jr. kan meget vel have givet sig selv en flot startbonus med sin præstation.
Ikke alle spillere får samme opmærksomhed til Combinen, så det handler om at skille sig ud, når man kan. Det kan gøres på banen, men også bag mikrofonen. Således leverede den offensive linjemand fra Alabama, Tyler Booker, årets bedste citat:
Et af de helt store hits ved hver enkelt draft er de famøse SimulCams – sammensætninger af forskellige spilleres spurt på 40 yards. Nogle gange er de mere seriøse, som når en spiller skal sammenlignes med en etableret spiller fra NFL, der har en lignende stil, mens det andre gange har en mere ydmygende undertone. Eksempelvis er det efterhånden blevet en fast tradition, at Patrick Mahomes’ meget lidt imponerende tid sættes op mod gud og hver mand – i dette tilfælde føromtalte Pearce Jr.
Det var ikke kun James Pearce Jr., der satte en imponerende tid på 40-yard spurten trods sin størrelse. Også den profilerede linjemand fra Missouri, Armand Membou, viste sine atletiske evner, da han løb den næsthurtigste tid blandt alle offensive linjemænd med 4,91 sekunder. Og han vejer altså intet mindre end 151 kg.
Vi runder artiklen af med den begivenhed, som nok havde mest mediebevågenhed til dette års Combine. Det er blot et enkelt år siden, at den hurtige receiver fra Texas, Xavier Worthy, slog rekorden på 40-yard spurten, da han løb den på vanvittige 4,21 sekunder. Sådan en rekord kunne man snildt forestille sig ville holde i nogle år endnu, men sådan så Isaiah Bond ikke på det. Widereceiveren fra Texas, som tidligere har tørnet ud for Alabama, proklamerede nemlig på forhånd, at han havde i sinde at slå rekorden. Ganske kæphøjt fra den unge aspirant, og det viste sig også, at han nok havde taget munden for fuld, da det i stedet blev til en skuffende tid på 4,39 sekunder. I stedet blev det holdkammeraten, Matthew Golden, som satte den hurtigste tid blandt alle widereceivers med 4,29 sekunder.