Tom Brady har annonceret, at han er færdig i New England Patriots og fortsætter karrieren andetsteds.

Quarterback Tom Brady har på Twitter meddelt, at han har kastet sin sidste bold for Patriots, hvor han har spillet hele sin lange karriere.

I pressemeddelelsen henvendt til Patriots-organisationen og hans fans siger Brady blandt andet følgende:

“Jeg vil gerne takke jer alle for de seneste 20 år af mit liv og den daglige dedikation til at vinde og skabe en vinderkultur bygget på stærke værdier. Jeg er taknemmelig for alt, I har lært mig – jeg har lært fra alle.”

Tom Brady blev valgt af Patriots i sjette runde af 2000-draften som spiller nummer 199. Han har spillet samtlige sine 20 år i NFL i New England, hvor han sammen med cheftræner Bill Belichick har været arkitekten bag hele seks Super Bowl-triumfer og ni Super Bowl-deltagelser i alt. I fire af disse Super Bowls er quarterbacken blevet kåret til Super Bowl MVP.

Derudover har Brady tre gange vundet prisen som NFL MVP (2007, 2010 og 2017), mens han 14 gange er udtaget til Pro Bowl, tre gange first-team All-Pro og to gange second-team All-Pro. Han besidder derudover et hav af NFL-rekorder.

Patriots-ejer Robert Kraft, der har et meget tæt forhold til Brady, siger til ESPN, at han og Brady havde et møde mandag aften i Krafts hjem, men det lykkedes ikke at blive enige om en ny aftale:

“Tommy tog kontakt i går aftes og kom forbi. Vi havde en positiv, respektfuld diskussion. Det er ikke den måde, jeg ønsker, det skal ende, men jeg ønsker, at han skal gøre, hvad der er i hans bedste personlige interesse. Efter 20 år med os har han fortjent den ret. Jeg elsker ham som en søn,” lyder det fra Robert Kraft.

Bucs og Chargers er frontløberne til at lande Brady
Tampa Bay Buccaneers og Los Angeles Chargers virker som de to klart varmeste bud på at få fingrene i den 42-årige quarterback. Ifølge NFL Networks Ian Rapoport har både Bucs og Chargers tilbudt Brady minimum 30 millioner dollar.

Adam Schefter fra ESPN er dog blevet fortalt en af kilde, at Brady ikke har besluttet sig om sit fremtidige hold endnu.

Hvad siger du til, at Brady er færdig i Patriots. Giv os dit besyv med herunder i kommentarfeltet.