30 af de 40 største free agency-handler, der blev indgået fra mandag til onsdag, er lavet af AFC-hold. 22 af dem involverer spillere, der skifter fra et NFC- til et AFC-hold.

Onsdag aften dansk tid ringede rådhusklokkerne i NFL. Et nyt ligaår gik i gang, og med det følger som vanligt også en masse klubskifter, når holdene shopper spillere i free agency. Allerede fra mandag kunne holdene indgå aftaler med spillere, og AFC-mandskaberne hev hurtigt tegnebogen frem.

30 af de 40 største handler indtil videre (fra mandag klokken 17 til torsdag formiddag) – hvor en spiller har skiftet hold – er således indgået af AFC-hold. Det viser en oversigt på kontrakt-portalen spotrac.com. De seks største handler (målt på gennemsnitlig årlig kontraktværdi) – og otte af de største ti – er alle indgået af AFC-hold.

Von Miller har af Buffalo Bills fået den største kontrakt – 120 millioner dollar over seks år, 20 millioner i gennemsnit – efterfulgt af Jaguars’ nye wide receiver Christian Kirk (18 millioner i snit) og pass rusher Chandler Jones, der er skiftet til Raiders på en kontrakt, der snitter 17,5 millioner om året.

Samtidig tegner der sig et billede af, at AFC-hold kaprer profiler fra NFC. I 22 af de 40 største handler er en spiller således skiftet fra et NFC- til et AFC-hold. Syv har taget den omvendte tur fra AFC til NFC. I flere af de store trades, vi har set på det seneste, er spillere ligeledes taget fra NFC til AFC.

Det drejer sig først og fremmest om Russell Wilson (fra Seahawks til Broncos), Khalil Mack (fra Bears til Chargers) og Amari Cooper (fra Cowboys til Browns). Patriots-guard Shaq Mason og Carson Wentz har omvendt fået en ny arbejdsgiver i NFC i stedet for AFC i form af Buccaneers og Commanders.

Hvad kan man så udlede af alt det her? I AFC lader det til, at et våbenkapløb er godt i gang. Især Broncos og Bills har gået til den. Det har Jaguars og Jets – som tegner sig for i alt 12 af de 40 største handler – også, men her er der i højere grad tale om hold, der i kraft af flere dårlige sæsoner har været nødsaget til at bruge mange penge – og i nogle tilfælde måske også for mange – på at forstærke en ringe spillertrup.