Coronaepidemien raser i Californien, og på grund af restriktioner i staten ser det ud til, at San Francisco vælger en af nabostaterne til holdets træningslejr i år.

NFL er lige nu ramt af coronakrisen, og holdene er tvunget til at følge de særlige regler under epidemien.

Det betyder, at flere hold er tvunget til at tage på træningslejr uden for deres egne stater, hvis forsamlingsforbudene opretholdes.

Californien er en af de amerikanske stater, der er mest restriktive i forhold til, hvad borgerne må, og det kan meget vel tvinge 49ers væk fra Santa Clara i forberedelserne på den nye sæson.

“Vi prøver på at forberede os på alle scenarier”, sagde sportschef for 49ers John Lynch til NBC Sports Bay Area. “Ingen ved, hvad der kommer til at ske, og vi venter spændt på yderligere information”.

Det er sandsynligt, at San Francisco 49ers overvejer en af nabostaterne, der åbner mere og mere op.

Guvernøren i Arizona, Doug Doucey har sagt, at professionel sport kan starte igen fra i dag, lørdag d. 16. maj. Det kan meget vel betyde, at flere af de californiske hold vil tage hertil på træningslejr.

Et NFL-hold på træningslejr består ofte af omkring 150 personer i alt.

Nevada er også et godt bud. Staten er ligeledes begyndt at åbne op igen, imens det ser helt anderledes ud hjemme i Santa Clara for 49ers. Her varer forsamlingsforbudet minimum hele maj.