Holdene møder i disse dage ind til den årlige træningslejr. Her kæmpes der om job eller roller på holdene. I fire artikler ser vi nærmere på nogle udvalgte af de famøse training-camp battles.

Hvert år afholder holdene en cirka 3 ugers lang træningslejr som optakt til sæsonen. Her har trænerne en fantastisk mulighed for at se spillerne an, inden sæsonen starter. 

Træningslejren er stedet, hvor rollerne skal fordeles, og typisk kæmper flere mand om samme rolle. De næste 4 dage sætter vi fokus på i alt 20 af disse training camp battles. Vi starter med 5 fra offensive positioner. 

Bengals’ Højre tackle  – Cedric Ogbuehi / Jake Fisher
Med afgangen af rutinerede Andre Smith, er der en åbning på Bengals’ stærke offensive linje. Det er dog ikke sådan, at Bengals ikke har forberedt sig på situationen. Alternativerne står klar, efter de i 2015-draften brugte deres to første valg på offensive-tackles i form af Cedric Ogbuehi og Jake Fisher. Det ligner, at en af disse to skal tage skridtet fra backup til starter her i deres anden sæson.

Ogbuehi blev valgt først, men så næsten ikke banen i første sæson, da han stadig var på vej tilbage efter en korsbåndsskade fra sin collegetid. Den ekstremt atletiske Jake Fisher blev sidst år brugt som altmuligmand og linede op som både tight-end og fullback.

Det ser ud til, at Cedric Ogbuehi er den klare favorit, men der skal nok ikke meget til, før Jake Fisher presser sig på. En god træningslejr fra Fisher og så vinger pendulet måske. Som Steelersfan er det spændende at se, hvordan den her duel går, da den vinderen sandsynligvis kan beholde pladsen de næste mange år. 

Texans’ Wide receivere udover Hopkins – Jaelen Strong / Will Fuller og Braxton Miller / Cecil Shorts
DeAndre Hopkins er selvfølgelig det primære mål i Houston, men hvem skal supplere ham som Texans’ anden- og tredjereceiver?

Texans valgte at bruge to ud af de tre første valg i årets draft på receiverne Will Fuller og Braxton Miller. På trods af knap så skræmmende konkurrence, så er det ikke givet, at de skal starte. Sidste års tredjerundevalg Jaelen Strong var ikke ret god sidste år, men har ifølge meldingerne set god ud i træning. Derfor forlyder det, at han bestemt har en chance for at tage pladsen som andenreceiver foran lynhurtige Will Fuller. 

Imens ligner det en konkurrence mellem Cecil Shorts og Braxton Miller om rollen som holdets primære slotreceiver. Miller har kun spillet et år som receiver i college, og Shorts havde et udmærket år som altmuligmand i Texans’ angreb sidste år. Det bliver en sjov kamp mellem to vævre, alsidige og elektriske spillere. Talentet hos Miller mod erfaringen hos Shorts. 

Jeg vil forvente, at Will Fuller i sidste ende vinder jobbet over Strong og bliver et hurtigt supplement til fremragende Hopkins. Jeg kan derimod have min tvivl om, Braxton Miller er klar allerede til at blive holdets primære slotreceiver, og derfor tror jeg også, at Cecil Shorts starter sæsonen i den rolle. Det kan være, at Miller så bliver implementeret i løbet af året. 

Bucs’ Tight-end – Austin Seferian Jenkins / Cameron Brate
Austin Seferian-Jenkins går ind i sin tredje sæson, men har endnu ikke forløst det potentiale, der betød, at han blev valgt som den anden tight-end i 2014. En af grundene er småskader, men han også gjort sig uheldigt bemærket med en tvivlsom attitude på træningsbanen flere gange. Senest blev han smidt ud af en træning her i foråret. 

De problemer kan åbne døren for et mere ubeskrevet blad. Cameron Brate har ikke samme attitude-problemer, og han har flere gange fået ros for sin udvikling af trænerteamet. Efter lidt frem og tilbage mellem practice squads i ligaen, viste han sig udmærket frem, da Seferian-Jenkins var skadet sidste år. Brate greb for lige under 300 yards og 3 touchdowns med begrænset spilletid. Her i foråret har han fået mere ros, og det ligner en klassisk duel mellem de to. 

Det er ingen tvivl om, hvem der har mest talent, og derfor bliver det sandsynligvis hovedsageligt afgjort af Austin Seferian-Jenkins. Hvis han viser en forbedret indstilling og får sat gang i sin udvikling, så bør talentet sikre ham starterjobbet.

Patriots’ Indvendige offensive linje – Jonathan Cooper / Josh Kline / Shaq Mason / Tre jackson og David Andrews / Bryan Stork
Patriots endte med at køre en ganske usædvanlig rotation på guard-positionen sidste år, og selvom det nok er tvivlsomt, at de gør det igen, er der i hvert fald dybden til at gøre det. Josh Kline, Shaq Mason og Tre Jackson er gengangere fra sidste sæson, men i år har de fået yderligere en konkurrent til spilletid. I traden, der sendte Chandler Jones til Cardinals, fik Patriots blandt andet det tidligere førsterundevalg Jonathan Cooper i retur.

Det vil sige, at Patriots nu har fire guards, der fik betydelig spilletid sidste år. Grunden til sidste års rotation var, at ingen havde skilt sig ud endnu, men jeg forestiller mig, at Patriots håber, at to af de fire vil udnytte træningslejren til at vinde en fast plads. 

Jonathan Cooper ligner en favorit til højre guard, men han skal ikke fortsætte de lunkne takter fra Cardinals, hvis han skal sikre sig jobbet. Hvem der tager den anden guard position er mere åbent, men det er værd at bemærke at både Shaq Mason og Tre Jackson starter på PUP-listen (physically unable to perform). Hvis de ikke kan træne med lige foreløbigt, kan det tippe favoritværdigheden over hos Josh Kline. 

Som en lille tilføjelse, så er centerpositionen heller ikke givet på forhånd. Bryan Stork er favorit til jobbet, men da han blev skadet sidste år, var rookie David Andrews udmærket. Hvis han kan lægge yderligere til den fine sæson, så kan han godt vippe Stork af pinden. Hvem ved måske kører Patriots rotation på centerpositionen næste år.

Titans’ Wide Receivere –  Dorial Green-Beckham / Tajae Sharpe
Det er ikke mange etablerede navne, som Titans kan mønstre. Det kan derfor blive en ganske interessant træningslejr, hvor ingen reelt er helt sikre på deres plads.
Den mest sikre er nok Rishard Matthews, som de hentede i Miami inden sæson, og han ligner en favorit til at tage den ene starterplads. Han ikke var nogen stjerne sidste år, men viste en pålidelighed, som de fleste andre Titans receivere ikke har vist endnu. 

Derfor bliver det sandsynligvis primært en training-camp battle mellem Tajae Sharpe og Dorial Green-Beckham om den anden plads på ydersiden. Sidstnævnte er prototypen på Megatron-receiveren, som mange hold ønsker. Han har et stort potentiale og viste en forsmag på det sidste år ved at gribe for 549 yards og 4 touchdowns. Alligevel har han ikke været starter i træningerne indtil videre. Her har han måtte vige pladsen for rookien, Tajae Sharpe, der først blev valgt i femte runde af draften. Sharpe har været en positiv overraskelse i forårstræningerne, hvor hans evner som ruteløber er blevet rost. 

Sharpe begynder træningslejren som starter, men jeg ser dog stadig Green-Beckham som værende favorit grundet det fysiske talent. Men jeg er spændt på at se, om Sharpe kan retfærdiggøre hypen fra forårstræningerne. 

Som slotreceiver ligner Kendall Wright en forholdsvis sikker mand, da jeg ikke ser Harry Douglas som nævneværdig konkurrence. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis Douglas ikke kommer på holdet, når vi rammer slutningen af august. Til sidst giver jeg ikke Justin Hunter reelle chancer for en starterplads og må formentlig nøjes med at være backup til Matthews, Sharpe og Green-Beckham.