Den tidligere Tennessee Titans-receiver Rishard Matthews har skrevet under på en aftale med New York Jets, der mangler receivere.

Efter at have mistet sin starterrolle hos Tennessee Titans, bad Rishard Matthews om at blive fritstillet tidligere i denne sæson. Det blev han, men nu er den 29-årige receiver tilbage i NFL.

Han har skrevet under på en aftale med New York Jets.

Jets har brug for al den hjælp, de kan få på receiverpositionen. Quincy Enunwa er således ude med en ankelskade, mens de forleden sagde farvel til en skadet Terrelle Pryor.

Der bør dermed være rig mulighed for, at Matthews vil få spilletid hos Jets, selv om Robby Anderson og Jermaine Kearse må forventes at være Sam Darnolds foretrukne kastemål.

Matthews har tidligere vist, at han kan være et pålideligt våben i NFL. I de to forgange sæsoner hos Titans greb han 118 bolde for 1.740 yards og 13 touchdowns, og han var deres mest produktive receiver i begge sæsoner.