De sidste træningskampe er blevet spillet, og her kan I læse om de historier og præstationer, som gjorde størst indtryk på Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen.

Nu begynder det for alvor at dufte af football. Tredje og sidste runde af træningskampene er veloverstået, og nu skal vi ikke længere ”nøjes” med reserverne. I næste uge er det Patrick Mahomes, som åbner 2023-sæsonen mod Dan Campbells højtflyvende Detroit Lions.

Det betyder også, at den enorme optimisme, som fylder NFL i disse dage, snart bliver afløst af benhård realisme. Lige nu er alle 32 hold fyldt med forventningens glæde – og en tro på, at den hårde træningslejr og de nye ansigter skaber positive forandringer. Om en uge skal holdene stå deres første af 17 svendeprøver – og der er ikke plads til, at de alle sammen forbedrer sig. Tværtimod.

Læs også: Gul Kluds bud på hvert holds gennembrudsspiller i 2023

Før vi byder 2023-sæsonen inden for, tager vi et sidste kig på træningskampene og nogle af de højdepunkter, som gjorde særligt indtryk. Vi skal omkring …

Brock Purdy er klar til sæsonstarten

Hvis I har fulgt med i nyhederne fra NFL-landet i den forgangne uge, så er I måske trætte og mætte af historier om San Francisco 49ers’ quarterback-situation. Kyle Shanahan smed nemlig en bombe, da han besluttede at degradere 49ers’ tidligere, dyrt indkøbte førsterundevalg Trey Lance til fordel for Sam Darnold. Trey Lance responderede ved at udeblive fra 49ers’ træning, og han blev siden hen handlet til Dallas Cowboys for en slik.

Læs mere: Trey Lance er færdig i San Francisco

I lyset af kontroversen var det forfriskende at se ham, som 49ers og Kyle Shanahan sætter sin lid til, i aktion. Brock Purdy vendte tilbage i 49ers’ sidste træningskamp mod Los Angeles Chargers, efter at han er blevet sin albueskade kvit, og han så vanligt skarp ud. Purdy sluttede kampen med 73 kastede yards, hvor han bl.a. fandt Brandon Aiyuk på et 35-yard langt kast, og så løb han også for et touchdown. 49ers-fans – I kan roligt begynde at glæde jer til grundspillet.

Hold øje med DJ Moore og Chicago Bears’ angreb!  

Chicago Bears sendte et signal til resten af ligaen om, at de tror på Justin Fields, og at de kommer til at give ham en rimelig mulighed for at lykkes, da de sendte det første valg i 2023-draften til Carolina. Ud over at modtage en tung pose med draft-kapital i retur, så lykkedes det også for Bears at få fingrene i Panthers’ bedste receiver DJ Moore.  

Bevares, vi har stadigvæk kun begrænset data på Moore i Bears-uniformen, men bedømt på hans indsats i træningskampene, så bliver han en force i Chicago, som I skal holde et vågent øje med. Moore har kun grebet to bolde i løbet af træningskampene, men han har konverteret de to til 102 yards og en scoring. Justin Fields manglede en spiller, som kunne levere de ekstraordinære spil i fjor, men det ser ud til, at han får lettere spil med Moore ved sin side.

Nick Herbig fortsatte med at dominere

Som fan af Baltimore Ravens vil jeg nødigt rose Pittsburgh Steelers for meget, men de har længe været misundelsesværdigt dygtige til at finde og udvikle unge receivere og defensive presspillere. Én af dem, der har fyldt mest i træningslejren og træningskampene, er den unge linebacker Nick Herbig, som Steelers valgte i fjerde runde af forårets draft.

Nick Herbig har været her, der og alle vegne i de seneste tre uger, og han leverede atter varen, da Pittsburgh Steelers sendte Atlanta Falcons’ reserver til tælling med en sejr på 24-0. Undervejs leverede Herbig tre tacklinger, et sack og et QB-hit, og således slutter han træningskampene med 3,5 sacks, seks pressures og en fremtvungen fumble på bare 41 defensive spil. Det er hamrende effektivt, og Nick Herbig kommer utvivlsomt til at spille en rolle for Steelers’ forsvar i fremtiden, selvom konkurrencen er skarp.

Bryce Young kastede sit første touchdown

Det har været op og ned, frem og tilbage, for den spiller, som blev valgt først i 2023-draften. Bryce Young har kastet nogle grimme interceptions og har – i perioder – set rystende usikker ud bagved Carolina Panthers’ vaklende offensive linje. De mangelfulde præstationer har imidlertid ikke fået cheftræner Frank Reich til at ryste på hånden, og i stedet har han understreget offentligt, at Bryce Young bliver Panthers’ startende quarterback, når de åbner grundspillet mod Atlanta Falcons.

Set i dét lys var det også opløftende at følge Bryce Young i Panthers’ sidste træningskamp mod Detroit Lions. Panthers tabte ganske vist med 26-17, men Young spillede mere frigjort, end vi har set i de første to træningskampe. Til syvende og sidst ramte Young på syv af 12 kast for 73 yards, mens han også kastede sit første touchdown som professionel, da han fandt gode gamle Adam Thielen i endzone på et 16-yard langt kast.

Har Dak Prescott en fremtid som offensiv koordinator i NFL?

I weekenden tilføjede Dak Prescott en ny titel til sit efterhånden hæderkronede og imponerende resumé. Dak Prescott spillede ikke et eneste spil i Dallas Cowboys’ sidste træningskamp mod Las Vegas Raiders, men i stedet styrede han slagets gang fra sidelinjen, hvor han agerede offensiv koordinator og afløste cheftræner Mike McCarthy som spilansvarlig.

Det skulle viste sig at være en glimrende idé, da Dak Prescott kaldte en flot kamp, og orkestrerede flere flotte angrebsserier. Dallas Cowboys sluttede opgøret med 31 point og 457 offensive yards, og selvom Dak Prescott næppe indstiller sin spillerkarriere lige foreløbigt, så var det både sjovt og imponerende at se ham agere og lede sit hold fra sidelinjen.

Aaron Rodgers fik sin debut i Jets-uniformen

Vi slutter vores rundtur i New York, hvor bysbørnene Giants og Jets tørnede sammen på MetLife Stadium. Det var de grønne fra Jets, som fik håneretten med en sejr på 32-24, og det var holdets nye stjerne Aaron Rodgers, der løb med overskrifterne.

Aaron Rodgers fik sin debut i Jets-uniformen, og han skulle ikke bruge længe på at banke rusten af. Rodgers indledte kampen for Jets, og han ramte på fem af otte kast for 47 yards og et touchdown, som han leverede til sin nye ”partner in crime” Garrett Wilson. Det ser ud til, at han og New York Jets er klar til at udfordre Buffalo Bills og Miami Dolphins i kampen om den på papiret frygtindgydende AFC East-division. Vi får de første svar i næste uge, når Jets og Bills brager sammen natten til tirsdag.