Redaktionen på Gul Klud har set nærmere på de 32 mandskaber, og har fundet én gennembrudsspiller for hvert hold.

Hvert eneste år er der flere spillere, som får sit store gennembrud i NFL. Og det er umuligt at undervurdere betydningen af bare én flot sæson i NFL, da det kan gøre forskellen på lønkontoen for den enkelte spiller, eller være afgørende for, at det respektive mandskab tager et eller flere skridt op i ligaens hierarki. I kan bare spørge Howie Roseman og Philadelphia Eagles, som gik fra at være et lunket slutspilshold til at bide skeer med Patrick Mahomes i Super Bowl LVII – på ryggen af en fantastisk spillende Jalen Hurts.

Traditionen tro har redaktionen på Gul Klud stillet skarpt på de 32 mandskaber i NFL, og kommer her med sine forudsigelser om, hvem der bliver dit holds gennembrudsspiller i den kommende sæson. Listen tæller flere kendte navne som Kayvon Thibodeaux eller George Pickens, men også danske Hjalte Froholdt, der omsider får chancen som startende center i NFL.

God læselyst!

AFC East af Nichlas Mohrsen 

Buffalo Bills: Greg Rousseau (EDGE)

36, 51, ?. Det er antallet af pressures, som Rousseau har lavet i sine første tre sæsoner. 

2023 kommer til at blive tredje sæson for førsterundevalget fra 2021, som kun er blevet bedre med årene hos Bills. 

Sidste sæson måtte Rousseau sidde ude med en skade i tre af holdets kampe, hvilket selvfølgelig stigningen i antallet af pressures til at se endnu mere imponerende ud – men det er dog værd at tage med, at Rousseau i 2022 spillede 40 snaps mere som pass rusher end i 2021. En stigning på 15 ekstra pressures er dog stadig flot, og den mere retvisende “pass rush productivity” hos PFF viser da også, at Rousseau var mere produktiv i 2022. 

Selv regner han med at ramme et tocifret antal sacks i år.. Og det er slet ikke urealistisk.

Miami Dolphins: Kader Kohou (CB)

Ko-who?? Sidste år samlede Miami Kader op som undrafted free agent, og det viste sig at være en god beslutning. Den unge cornerback blev nemlig kastet for løverne, og endte med at starte inde 14 af de 16 kampe, hvor han var i aktion.

Kader spiller primært i slotten, men fik også rigeligt med spilletid på ydersiden, hvilket han sandsynligvis kommer til igen i år, nu hvor Jalen Ramsey skal se football fra sidelinjen i hele grundspillet. 

Et ekstra års erfaring gør nok, at Kader ikke tillader så mange yards og touchdowns, og Ramseys skade kan være Kaders chance til at cementere sig som en starter i NFL. 

New England Patriots: Tyquan Thornton (WR)

Afgangen af Jakobi Meyers efterlader en masse targets til de andre receivere. Mac Jones skal jo kaste bolden til nogen, og med uprangende navne som Kendrick Bourne, JuJu Smith-Schuster og Devante Parker foran i køen, så er det ikke utænkeligt, at nogle af de helt unge tager chancen. 

Thornton kom til Patriots i anden runde af sidste års draft, og gjorde ikke noget væsen af sig i sin første sæson. Man kan så argumentere for, hvor meget man skal lægge i produktion i et angreb ledet af Joe Judge og Matt Patricia.

Men snakken breder sig i New England, og Tyquan Thornton er et navn, som bliver nævnt mere og mere. I 2022 tilbagelagde han de famøse 40 yards på 4,28 sekunder. Det er en fart, som skaber muligheder i NFL 

New York Jets: Mekhi Becton (OT)

Den kæmpestore offensive tackle Mekhi Becton spillede kun 48 snaps i 2021 inden en knæskade satte en stopper for sæsonen og i 2022 kom han slet ikke på banen inden en ny knæskade kom i vejen. 

Det har altså været en lang og sej kamp for Becton, der har kæmpet for at  komme tilbage på banen, men det ligner en kamp, han er ved at vinde. 

I sommer trak han overskrifter, da den nu 11 kg lettere tackle begyndte at vise billeder af sit store vægttab, der havde fået ham ned fra 390lb til 365lb. 

Men selv med 11 kg mindre at slæbe rundt på, viser vægten stadig 165 kg, og Becton er derfor stadig stor. Han er bare meget mere atletisk og mobil nu. Og det kommer han forhåbentligt til at vise på banen. Han kæmper i øjeblikket med Max Mitchell om starterpladsen på højre tackle modsat Duane Brown. Sidste år var en kæmpe karusseltur på positionen, hvor hele seks spillere på et tidspunkt spillede snaps i løbet af sæsonen – ingen kom over 340 for sæsonen. 

NFC East af Mikkel Nielsen

Dallas Cowboys: Jake Ferguson (TE)

Dalton Schultz er taget til Houston, hvilket betyder, at Jake Ferguson nu er førstevalg på tight end for Cowboys. Det tidligere fjerderundevalg spillede ganske godt, da han fik chancen i sin rookie sæson, hvor han var overraskende god som receiver. I 2022 havde Ferguson 19 grebne bolde for 174 yards. De tal vil vi nok for alvor se vokse i år, da Ferguson bliver det primære mål på tight end positionen i et meget kaste-tungt angreb. 

New York Giants: Kayvon Thibodeaux (EDGE)

I sin rookie sæson spillede Thibodeaux 14 kampe og lavede fire sacks. Det tog lidt tid for ham at vende sig til NFL-niveauet, men han kom godt efter det sidst på sæsonen, hvor tre af de fire sacks alle kom i de sidste fem kampe i 2022. Specielt i spilleuge 15 mod Commanders viste den 22-årige edge, hvad det måske kan blive til, da han totalt dominerede kampen med 12 tacklinger, en forceret fumble og et touchdown. 

Der er i den grad grund til at være optimistisk på Thibodeaux’s vegne. Hvis han kan bygge lidt mere på sit bundniveau og finde mere af det spil frem fra uge 15 i 2022, så kan han og Giants se frem til en meget stærk sæson fra ham. 

Philadelphia Eagles: Nakobe Dean (LB)

Nakobe Dean fik ikke meget spilletid for Eagles i sin rookie sæson, hvor det kun blev til 38 snaps på forsvaret. Nu er TJ Edwards og Kyzir White ikke længere at finde på holdkortet, hvilket betyder, at alt peger i retning af Nakobe Dean som førstevalg på linebacker og styrmand på forsvaret generelt. 

Det giver i den grad plads og spilletid til at vise, præcist hvor god han er, og dermed en kæmpe mulighed for at få en gennembrudssæson. Lægger man dertil, at Dean kommer til at stille op bag en af ligaens bedste defensive linjer, så er der i den grad grund til at tro på, at den 23-årige linebacker kan blive en solid tacklemaskine i midten af Eagles forsvaret. 

Washington Commanders: Sam Howell (QB)

Sam Howell har i år chancen for at overbevise Commanders om, at han skal være holdets startende quarterback i år og i fremtiden. I sin rookie sæson sad han mest på bænken bag Carson Wentz og Taylor Heinicke, indtil han fik chancen fra start i den sidste grundspilskamp. 

Nu er både Heinicke og Wentz væk, og dermed har Sam Howell fået nøglerne til angrebet, hvis han kan forblive foran den nuværende backup Jacoby Brissett. Han har stærke våben omkring sig i Terry McLaurin og Jahan Dotson, og så vil han også blive guidet af holdets nye offensive koordinator Eric Bienemy. 

AFC North af Nicholas Isak Jørgensen

Baltimore Ravens: David Ojabo (OLB)

Hvis Baltimore Ravens skal indfri forventningerne og konkurrere om Lombardi-trofæet i den kommende sæson, så er det strengt nødvendigt, at én af forsvarets unge presspillere træder i karakter. Bedømt på reportagerne fra Ravens’ træningslejr, så bliver det David Ojabo, som indtræder scenen og får sit store gennembrud i NFL i år.

David Ojabo har udråbt som én af de mest talentfulde presspillere i draften anno 2022, men han faldt til Ravens i anden runde, da han bøvlede med en alvorlig skade i sin akillessene. Det var til trods for, at han leverede 11 sacks i sin sidste sæson for Michigan. Selvsamme skade holdt ham også ude i stort set hele 2022-sæsonen, men da han først fandt vej til grønsværen, viste han imponerende takter. Hvis Ojabo kan holde sig skadefri i år, ligner han fremtidens mand i Ravens’ presspil.

Cincinnati Bengals: Dax Hill (S)

Lou Anarumo har mistet én af sine vigtigste forsvarsbrikker forud for 2023-sæsonen i form af Jessie Bates III. Ud over at Bates er en fremragende safety, som leverede 71 tacklinger og fire interceptions i fjor, så er Bengals’ defensive succes også bundet op på spillerne i de bagerste geledder og deres evne til at maskere og justere forsvarsformationerne.

I stedet er scenen sat for unge Dax Hill, som Bengals valgte i første runde af 2022-draften. Hill fik også chancen i Bengals’ forsvar under træningslejren i fjor, hvor Bates strejkede på grund af sine langstrakte kontraktforhandlinger. Hill skulle efter sigende have imponeret sine holdkammerater og trænere og med Bates ude af vagten, får Hill en gylden mulighed for at bevise, at han kan omsætte sine flotte træningspas til succes på banen.

Cleveland Browns: Martin Emerson Jr. (CB)

Vi var flere, der hævede et øjenbryn eller to, da Cleveland Browns valgte Martin Emerson Jr. med sit første valg i 2022-draften. Holdet var ellers godt besat i de bagerste geledder, og havde mere akutte behov. Foreløbigt har Martin Emerson Jr. gjort den tvivlsomme modtagelse til skamme, da han hurtigt etablerede sig som en vigtig spiller i Browns’ opdækningsspil, som pludselig stod med en hastigt tiltagende skadesliste.

Martin Emerson Jr. leverede især en mindeværdig præstation mod Tampa Bay Buccaneers, hvor han skyggede Mike Evans og begrænsede ham til 31 yards på ni forsøg. Kombineret med at Browns har hentet dygtige Jim Schwartz ind som ny defensiv koordinator, og har investeret voldsomme summer i sin defensive linje, må holdets bagerste forsvarsgeledder få lettere spil i den kommende sæson, hvilket kan hjælpe Martin Emerson Jr. til sit store gennembrud i NFL.

Pittsburgh Steelers: George Pickens (WR)

Traditionen tro skal I holde et vågent øje med Pittsburgh Steelers’ unge receivere, som de har for vane at være ualmindeligt dygtige til at spotte og udvikle. Listen tæller profiler som Hines Ward, Mike Wallace, Antonio Brown, JuJu Smith-Schuster, og det er ikke usandsynligt, at George Pickens bliver det næste profilerede navn i NFL.

Allerede i sin debutsæson viste Pickens glimt af sit enorme talent, da han greb 52 bolde for 801 yards og fire touchdowns, ligesom han leverede flere højdepunkter i NFL-sæsonen generelt. Pickens har fortsat sin eksponentielle udvikling i år, hvor han har brilleret til Steelers’ træningslejr og leveret flere gode præstationer i træningskampene – bl.a. i den første træningskamp mod Tampa Bay Buccaneers, hvor han scorede et fornemt 33-yard langt touchdown. Kombineret med at Kenny Pickett forbedrede sit spil i løbet af 2022-sæsonen, kan vi godt tillade os at have relativt høje forventninger til Steelers’ unge angreb i år.

NFC North af Claus Elming 

Chicago Bears: DJ Moore, WR

Det tog ikke længe for receiver DJ Moore at bevise sit værd, da han ankom til Chicago. Fra træningslejren kom meldinger om god kemi mellem ham og quarterback Justin Fields, og sin sin allerførste pre-season kamp tog han en receiver-screen 62 yards til touchdown. 

Den 26-årige kom til Bears efter fem frugtbare sæsoner for Carolina Panthers, der draftede ham i 1. runde i 2018. I foråret blev han en vigtig brik i den handel, der sendte Bears pick 1 i årets draft til Carolina (som de brugte på quarterback Bryce Young). I sine fem sæsoner for Panthers greb han 364 bolde for over 5200 yards og 21 touchdowns. hans bedste sæson var i 2021, hvor han greb 93 bolde for 1157 yards. Kan han levere på samme niveau i Chicago, så har Justin Fields alle muligheder for at tage sit quarterback-spil op på næste niveau.    

Detroit Lions: Alim McNeil, DT

188 cm og 143 kilo er målene på den blot 23-årige McNeill, som i sine to første sæsoner har vist glimt af storhed. Nu kunne det store gennembrud komme.

Detroit gjorde ikke meget i free agency og draften for at opgradere eller for den sags skyld skabe konkurrence på defensive tackle. De gav Isaiah Buggs en kontraktforlængelse og draftede Brodric Martin i tredje runde med pick 96 (McNeil var selv pick 72 i 2021), men ellers er der status quo blandt forsvarets tungeste.

Det betyder også, at McNeil kommer til at bære byrden i midten af den defensive linje, hvor han har vist sig effektiv både som en slags forskudt nosetackle eller som rent defensive tackle. Samtidig har han til tider vist evner som pass-rusher og flere gange fået lommen til at kollapse, som andre spillere har nydt godt af, mens han selv indtil videre kun har tre sacks på sit NFL-CV.

Lions håber, at 2023 endelig kan blive året, hvor de vinder NFC North. Det har de aldrig prøvet efter NFLs omlægning af divisionerne i 2002, men med gode forsvarspillere på siderne, en ung linebacker i Jack Campbell, en opgraderet bagkæde og McNeil i pitten, så er det nu tid til en ny æra i Detroit.

Green Bay Packers: Jayden Reed, WR

Receiver Jayden Reed var præcis det 50. valg i årets NFL-draft, men han kunne meget vel være den vigtigste nye spiller for Packers. 

Han blev valgt i anden runde, hvor Packers tidligere har fundet spillere som Davante Adams, Jordy Nelson, Greg Jennings og Randall Cobb, og hvor de også valgte Christian Watson sidste år. 

Reed er kun 181 cm høj og vejer beskedne 85 kilo, men han agerer som en meget større spiller, og især hans evne til at gribe bolden, når der er kamp om den, har imponeret såvel trænerstab som pressen i Green Bay. 

Reeds fart overrasker også mange modstandere og hans 14,1 yards pr. catch i college kunne man se, at han opretholder i NFL. Han har vist evnen til at løbe sig fri flere gange i både træningslejr og træningskampe.  

Minnesota Vikings: Byron Murphy Jr., CB

Cornerback har længe været en kæmpe akilleshæl i Minnesota, hvor klubben desperat har ledt efter stabilitet på positionen. Ikke bare har Vikings været gennem en stribe af mere eller mindre uheldige draft picks, men i foråret sagde klubben også farvel til rutinerede Patrick Peterson og en stribe andre spillere på cornerback, inkl. Kris Boyd, Cam Dantzler, Duke Shelley og Chandon Sullivan.

Meget overraskende vandt Vikings free agency-kampen om Byron Murphy Jr. og hans værdi er nærmest uvurderlig. Han kan spille både udvendigt og indvensigt, han kan være shut-down corner, og han er stærk imod løbet. 

Vikings nye defensive koordinator Brian Flores elsker at blitze, og det stiller store krav til forsvarets cornerbacks. Byron Murphy Jr. bliver vigtig i bestræbelserne på at lukke modstandernes bedste receiver ned en-mod-en, og så må de andre yngre kræfter få lidt safety-hjælp. 

Læs videre på næste side, hvor bl.a. danske Hjalte Froholdt finder frem til listen.