Mercedes-Benz Superdome i New Orleans lægger hus til det første slutspilsopgør mellem Saints og Vikings efter det famøse Minneapolis Miracle, som fandt sted for to sæsoner siden. Her trak Vikings det længste strå, da Case Keenum kastede et spektakulært 61-yard langt touchdown til Stefon Diggs i kampens absolut døende sekunder. Det var i sandhed et mirakuløst spil.

I år er der tale om to hold med modsatartede formkurver. New Orleans Saints har vundet seks af de seneste syv opgør, mens Minnesota Vikings har tabt tre af de seneste fem. Faktisk har Vikings kun slået et enkelt hold, der sluttede 2019-sæsonen med flere sejre end nederlag (Philadelphia Eagles, 9-7, red.).

Der skal andre boller på suppen, hvis Mike Zimmers tropper skal avancere i slutspillet – særligt med tanke på, at Saints har vundet syv af de seneste slutspilskampe på hjemmebane i New Orleans.

Seneste nyt på skadesfronten

Sean Payton må se bort fra cornerback Eli Apple (ankelskade) og full back Zach Line (knæskade). Derudover har der været tvivl om safety-duoen Vonn Bell og Marcus Williams, men begge spillere forventes kampklar.

Gæsterne fra Minnesota har ligeledes skadeskvaler i forsvarets bagerste geledder. Således er cornerback Mike Hughes (nakkeskade) blevet lukket ned for sæsonen, mens makkeren Mackensie Alexander er dømt ude med knæproblemer. Det efterlader Vikings med Trae Waynes og Xavier Rohdes, samt den tilbagevendte Marcus Sherels og de relativt ukendte Holton Hill og Kris Boyd på cornerback-positionen. Både Drew Brees og Michael Thomas må slikke sig om munden…

Mike Zimmer kan imidlertid glæde sig over, at holdets offensive stjerne Dalvin Cook er blevet sin skulderskade kvit. Dalvin Cook har misset de sidste to kampe, men sluttede alligevel grundspillet med 1.659 totale yards og 13 touchdowns. 

Hold øje med…

Danielle Hunter / Everson Griffen vs. Ryan Ramczyk / Terron Armstead

En af wildcard-rundens absolut fedeste dueller står mellem Minnesota Vikings’ dygtige edge-forsvarsspillere Danielle Hunter / Everson Griffen og ligaens bedste tackle-duo i form af New Orleans Saints’ Ryan Ramczyk og Terron Armstead.

Danielle Hunter og Everson Griffen står sammenlagt noteret for 22,5 sacks, 111 tacklinger og tre forcerede fumbles i grundspillet anno 2019. Med 14,5 sacks har Danielle Hunter præsteret fjerde flest sacks i ligaens, hvilket har bragt ham over 50 sacks i karrieren. Det er en milepæl, som han var den yngste spiller i NFL’s historie til at passere (25 år og 40 dage, red.). Hvis Minnesota Vikings skal levere et nyt slutspilsmirakel mod Saints, er det i høj grad op til de to edge-stjerner at gøre forskellen.

Det bliver langt fra en let opgave over for den ubestridte All Pro-spiller Ryan Ramczyk og kollegaen Terron Armstead, der udgør ligaens bedste tackle-duo. De to ”dørmænd” er i høj grad medvirkende til, at Saints’ angreb fungerede med Teddy Bridgewater under center, samt at Saints’ angreb kun har kastet seks interceptions i sæsonen.

Således er der lagt i kakkelovnen til et brag af en duel på de yderste flanker af skyttegravene, som utvivlsomt får kampafgørende betydning!

Alvin Kamara vs. Eric Kendricks

New Orleans Saints’ dynamiske angrebsprofil Alvin Kamara leverede et anstændigt grundspil i 2019 med 1.330 totale yards og seks touchdowns. Alligevel er det et relativt skuffende resultat i forhold til 2018-sæsonen, hvori Kamara producerede 1.592 yards og hele 18 touchdowns. Han har imidlertid været mere scoringseffektiv på det seneste med fire touchdowns i de seneste to kampe, hvilket taler for, at Sean Payton har fundet tilbage til 2018-sæsonens spil, samt at Kamara er ved at finde formen.

Derfor bliver det også interessant at følge Alvin Kamara mod Minnesota Vikings’ forsvar, der råder over én af de bedste coverage linebackere i ligaen i form af Eric Kendricks. Kendricks, der senest blev udnævnt til det prestigefyldte All Pro-førstehold, fører ligaen med 12 pass breakups og har leveret flest tacklinger (110) af Vikings’ forsvarsspillere for femte sæson i træk. Det overgås kun af ikoniske spillere som Scott Studwell og Chad Greenway, der begge tidligere har leveret flest tacklinger for Vikings’ forsvar i seks fortløbende sæsoner. 

Spiltip

Jeg forventer en relativt højtscorede affære, hvor særligt New Orleans Saints’ velsmurte angrebsmaskine får sat en del point på tavlen. I den forbindelse giver Danske Spil odds 2,40 på, at New Orleans Saints scorer point i alle fire quarters.

I kan finde spillet via dette link. Spil ansvarligt!

Forudsigelse

Der er nærmest intet, som taler for, at Minnesota Vikings kan skabe overraskelsen i New Orleans. Kirk Cousins er notorisk dårlig i de såkaldte prime time-kampe, Dalvin Cook kommer fra en skadesperiode og Saints matcher utroligt godt op mod Vikings’ potentielt kampafgørende spillere. Samtidig er Saints – historisk set – nærmest umulige at slå i New Orleans i slutspilssammenhæng – og holdet har for alvor fundet momentum på det seneste.

Jeg er ked af det Elming. New Orleans Saints vinder med 31-20.