Hvis AFC-finalen kommer til at stå mellem Buffalo Bills og Kansas City Chiefs, så skal den spilles på neutral bane, og det har NFL nu besluttet skal være Mercedes-Benz Stadium i Atlanta.

Da kampen mellem Bills og Bengals blev aflyst i spilleuge 17, lavede NFL nogle tiltag og tog nogle forbehold for at tilgodese de klubber, som den aflyste kamp gik ud over.

Et af de tiltag indebar, at hvis AFC-finalen kommer til at stå mellem Kansas City Chiefs og Buffalo Bills, så ville ingen af klubberne få hjemmebane.

Godt nok er Chiefs 1.-seed i AFC og ville dermed under normale omstændigheder have tilspillet sig hjemmebanefordel, men Bills lå til at vinde AFC-grundspillet og blev frataget den mulighed med den aflyste kamp.

Derfor lavede NFL et kompromis, hvor ingen af de to klubber får hjemmebane, hvis de mødes i semifinalen til Super Bowl, også kendt som AFC-finalen.

På vores youtube-kanal havde jeg spekuleret i, at kampen ville blive spillet udendørs for at gøre underlaget og vejrforholdene så normale som muligt for de to hold, men i stedet har NFL flyttet kampen indendørs til Mercedes-Benz Stadium i Atlanta søndag d. 29. januar med kickoff 00.30 dansk tid.

Skulle en AFC-finale stå mellem alle andre klubber end lige netop Bills og Chiefs, så har det højestseedede mandskab hjemmebane som normalt.

Chiefs har dog fået en stor fordel ved at have fået 1.-seed foræret, nemlig en oversidder i første runde af slutspillet, der begynder lørdag. Se det fulde program for Wild Card runden her.

Dermed træder Chiefs først ind i slutspillet næste weekend, mens Bills får besøg af Miami Dolphins på søndag.

Læs også: Super Bowl: Hvem kan vinde?