Slutspillet er i gang, og det spidser både til i NFL og i Picks. Wild card runden bød på favoritsejre, og mange havde alle kampene rigtige. I den samlede stilling blev det mere tæt efter første uge af playoffs og så faldt NFLming meget tilbage i kampen om at ende i top 3 i Gul kluds gruppe.
NFL feberen raser for alvor og vi er mange, der har set frem til slutspillet. Også i NFL Picks. Runden bød på lutter favoritsejre med avancement til Texans, Seahawks, Steelers og Packers. Der var mest tiltro til Steelers og Seahawks med henholdsvis 97- og 90 procent af alle picks. Playoffs er også tiden til at satse, og hvis du rammer en overraskelse, kan det vende op og ned på meget.
285 point. Så meget gav fuldt hus, og det fik mange. Derfor var kampen om ugepræmierne hård. Kenneth Lentz er bedst i den samlede stilling af alle med fire rigtige kampe, og derfor sikrede han sig førstepræmien og Hue intelligent lys fra Philips. Mads Øgård Gøttler fik andenpladsen og 500 kroner fra Danske Spil, der også sørger for 100 kroner til resten af top 11.
Der er for alvor dømt tæt løb i den samlede stilling. 15 er inden for 100 point i toppen og 79 har mindre end 200 op til førstepladsen. Det kan hurtigt ændre sig i slutpillet. Lige nu er ugens to bedste også nummer et og to samlet. Kenneth Lentz har 6050 point imens Mads Øgård Gøttler har 6044.
Fra dem er der et godt stykke ned til NFLming, og det hul blev større i slutspillets første uge. Claus havde to af de fire kampe rigtige og missede både Lions til 60 og Giants til 50. Han vidste, at der skulle satses og det gav bagslag i denne omgang.
– Det er slutspil og jeg er nødt til at vælge lidt risikabelt for at kunne håbe på at vinde stort. Det gik desværre ikke denne gang og den satans tredjeplads ser altså lidt svær ud nu. Jeg ligger ikke for godt til i vores Gul klud-gruppe, og der er 334 point op til Magnus Jølnæs, der er treer. Men jeg må satse videre. Det kan hurtigt ændre sig i slutspillet.

2 KOMMENTARER

Comments are closed.