NFL er fuld af overraskelser, og uge 7 var ingen undtagelse. Ugens vinder missede blot to kampe, og så var der virkelig hård kamp om andenpladsen, hvor tre spillere fik lige mange point. I den samlede stilling er det tæt og så havde NFLming en rigtig skidt runde.

Atlanta Facons, Minnesota Vikings og Buffalo Bills har en ting til fælles. De skuffede i weekenden og sørgede for, at mange i NFL Picks havde det svært. Hele 94 procent røg på nederlaget til Falcons og næsten ni ud af ti havde tiltro til Vikings. Og så var der den uafgjorte kamp mellem Seattle Seahawks og Arizona Cardinals. Hård runde, og ingen ramte alle kampene.

Sebastian Risgart Olsen kom dog tæt på. Han missede blot nederlaget til Atlanta Falcons og selvfølgelig den uafgjorte kampe mellem Seahawks og Cardinals. Simon fik hele 460 point og han vinder ugeførstepræmien, Hue intelligent lys fra Philips. Hele tre spillere endte på 454 point og kæmpede hårdt om andenpladsen. I den samlede stilling er Henriette Marie Holmgård bedst af de tre, og der er 500 kroner fra Danske Spil på vej til hende. Udover de to får resten af top 11 selvfølgelig også præmier fra Danske Spil.

I den samlede stilling er Mikkel Guldbjerg bedst. Han fik 316 point i runden, men totalt har han hele 1894 point. Det er 20 mere end Louise Kallesø på andenpladen. Men intet er afgjort, og der er masser at spille for. 28 spillere er inden for 100 point af den førende og hele 279 har 200 point eller mindre op.

Der er noget længere ned til NFLming, og weekendens runde gjorde det ikke nemmere for ham. Det lykkedes kun for Elming at ramme seks kampe rigtigt, og han ramte forbi på ni. Især Vikings, Bills og Ravens var med til at dræne Gul kluds ekspert for point. Og med 236 point for runden var Claus Elming heller ikke særligt tilfreds.

– Det er en ommer. Ganske enkelt. 236 point er bare ikke godt nok, men  det er heller ikke nemt med de resultater vi ser uge efter uge i NFL. Men sæsonen er stadig ung, så jeg er stadig rimelig rolig. Der er 337 point op til en førsteplads i Gul kluds gruppe, så det kan bestemt stadig nås.