Hver uge udvælger vi fem interessante matchups, som du skal holde et specielt øje med. Det kan være stjerne-receiveren over for ‘lock down’-cornerbacken eller rookie-quarterbacken, der skal bevise sig på den store scene mod et af ligaens bedste forsvar.

Wauw. Adrian Peterson har i den grad stadig noget tilbage i tanken. Alt han skulle bruge var tilsyneladende et hold med tro på ham og et angreb, der er villig til at give ham bolden.
Hvem kan blive denne uges AP? Jeg har igen fundet fem fede matchups, som du ikke må gå glip af her i spilleuge 7.
1. Brett Hundley vs. Saints’ forsvar
Brett. Ikke Favre, men Hundley, får sin første NFL-kamp som starter, når Green Bay Packers får besøg af New Orleans Saints. Mike McCarthy har udtryk stort tiltro til den atletiske quarterback, der er i sin tredje sæson. Men hvor meget ansvar og frihed tør cheftræneren overlade til forholdsvis uerfarne Hundley? Får han lov til at kalde og ændre spilkald, og blive det en game-plan båret af løbespillet? Hvordan angrebet angriber kampen med Hundley bag center er jeg meget spændt på.
https://twitter.com/ZachAJacobson/status/920808760750125056
Den unge signal-caller står i sin startdebut over for et meget aggressivt og opportunistisk Saints-forsvar, der i sidste weekend scorede tre (!) touchdowns mod Lions, men samtidig tillod 31 point og mange yards. New Orleans’ forsvar har skrabet bunden i mange år, men nu er der fremgang at spore. Enheden har det dog notorisk langt bedre i de vante rammer hjemme i Mercedes-Benz Superdome, så jeg kan ikke vente med at se, hvad de kommer til Wisconsin med.
2. Bengals’ løbeangreb vs. Steelers’ løbeforsvar
Bengals vs. Steelers har i løbet af seneste par år udviklet sig til et af de mest hadfyldte opgør i NFL bedst symboliseret ved de mange beskidte hits, som linebacker Vontaze Burfict har leveret. Denne uges opgør kommer også til at blive afgjort ‘in the trenches’ og specielt i duellen med Bengals’ løbeangreb og Steelers’ løbeforsvar.
Anført af Ryan Shazier og en velspillende defensiv linje lukkede Steelers som det første hold fuldstændig ned for Chiefs’ løbeangreb i sidste weekend, men tidligere på sæsonen blev Pittsburgh løbet af Bears og senere Jaguars – begge gang rundede modstanderen 200 yards. Så hvordan er niveauet egentlig på Steelers’ løbeforsvar? Modsat har Bengals måske ligaens bedste runningback-trio i Joe Mixon, Jeremy Hill og Giovani Bernard. Efter en langsomt start er de begyndt at få gang i sagerne, og kan de fortsætte det flotte spil i divisionsopgøret, har Cincinnati chancen for at overraske.
3. Matt Ryan vs. Patriots’ forsvar
Super Bowl Rematch. Atlanta Falcons jagter hævn, når holdet skal forsøge at vaske den grimme plet fra Super Bowl LI væk. Specielt Matt Ryan må være opsat på at bevise sig af flere årsager. Det skyldes selvfølgelig Super Bowl, men primært, at Ryan og Falcons-angrebet slet ikke er i nærheden af det samme sublime niveau som i sidste sæson.


Heldigvis for Ryan og Co. skal de op imod en enhed, der har været mindst lige så skuffende. Patriots-forsvar er ligaens værste målt på tilladte yards (440,7) og tilladte yards per spil (6,6). Det er forfærdelige tal. Forsvaret har intet pass rush, så quarterbacken har hele dagen til at kaste, og samtidig er der ukarakteristisk mange blundere i de bagerste geledder. Matt Ryan, Julio Jones og resten af Atlantas offensiv kan ikke drømme om en bedre mulighed for at finde rytmen.


4. Jacoby Brissett vs. Blake Bortles
Sexy. I know. Når du sætter øjnene på divisionsopgøret mellem Colts og Jaguars, er det Brissett vs. Bortles, der først vækker interessen. Men hvordan de to quarterbacks spiller – eller rettere sagt, hvad de skal undgå – kommer til at være ekstremt afgørende for kampens udfald.
Begge quarterbacks skal nemlig for alt i verden undgå turnovers. Jacksonville Jaguars er med et stærkt forsvar bygget til at være foran, så hvis Brissett ikke formår at beskytte bolden, bliver det en noget nær umulig opgave for Colts. Vi så eksempelvis, hvordan Big Ben kom til at se ud, da Steelers kom bagud og skulle jagte Jaguars. Modsat har Blake Bortles sommetider kampe, hvor han er meget gavmild, og sker det, har Jacksonville allerede vist, at de har mere end svært ved at kæmpe sig tilbage på scoringstavlen.
5. Eagles vs. Redskins
Mandag nat har vi en kamp, der kommer til at have stor betydning for NFC East, når Eagles og Redskins brager sammen. Eagles fører divisionen (5-1) med to sejre flere end Redskins (3-2). En Philly-sejr i Monday Night Football vil skabe et hul i divisionen, som jeg i hvert fald ikke ser Washington lukke, men kan gæsterne vinde, er divisionen pludselig helt åben igen.
Carson Wentz spiller rigtig godt, mens Kirk Cousins har været mere svingende. Begge hold har stærke offensive linjer og gode forsvar. Specielt Eagles-forsvaret leverer på et højt niveau, mens Redskins kan få et stort boost til kampen, hvis cornerback-duoen Josh Norman og Breshaud Breeland vender tilbage fra skader. Lincoln Financial Field kommer til at koge, og det bliver helt vildt intenst. En fed afslutning på spilleuge 7.

1 KOMMENTAR

  1. Åhhh gud er træt af at høre Burfict er en Dirty player – Steelers er lige så dirty… Se bare mr. Mike Mitchell, som er lige så dirty, men fordi Burfict har et rygte der er større end Trumps ego, så får han bare mere opmærksomhed. Jo Burfict spiller bare til stregen og den karantæne han fik i år var jo en joke. Den splittede i hvertfald tv stationerne. Nå ja jeg er også farvet, men er træt af at burfict skal straffes konstant, når der er andre der laver lige så vandvittige hits og ikke stilles i skammekrogen…

Comments are closed.