Ingen overraskelse: Myles Garrett er sæsonens bedste forsvarsspiller

0

Cleveland Browns’ enmandshær, Myles Garrett, blev kåret som 2025-sæsonens bedste forsvarsspiller ved NFL Honors.

Der kan ikke herske tvivl om, at Myles Garrett er den mest dominerende forsvarsspiller i nutidens NFL.

Nu har han endnu et trofæ, som beviser det.

Natten til fredag (dansk tid) blev Garrett også hyldet derefter, da han modtog prisen som den bedste forsvarsspiller i 2025-sæsonen ved det store gallashow NFL Honors.

Kåringen sker i kølvandet på en sæson, hvor Myles Garrett leverede 60 tacklinger, 23 sacks og fremtvang tre fumbles.

Således slog Myles Garrett rekorden for flest sacks i en enkeltstående sæson.

Det var til trods for, at Garrett sjældent mødte én modstander, men typisk måtte kæmpe sig forbi to til tre blokeringsspillere på sin vej til modstandernes quarterback.

Ifølge NextGenStats var Myles Garrett dén spiller, som mødte flest “chips”, hvor han blev forsøgt kantet af en ekstra blokeringsspiller – runningback, tight end og / eller receiver – i NFL.

Det er anden gang i Myles Garretts karriere, at han vinder prisen som sæsonens bedste forsvarsspiller. Det er kun sket otte gange tidligere, at den samme spiller har vundet prisen mindst to gange.