New York Jets har store problemer på wide receiver posten, og derfor har holdet nu hevet den tidligere Patriots-spiller Chris Hogan ind.

Da New York Jets inden sæsonen sendte Robbie Anderson på porten stod klubben med et stort problem på receiver-posten. Hvem skulle gribe bolde fra Sam Darnold?

Draften løste lidt problemet, da klubben valgte Denzel Mims i anden runde, men nu er han blevet skadet i træningslejren, og da hans backup Vyncint Smith også er skadet, hentede klubben en gammel kending ind.

Chris Hogan skrev søndag kontrakt med Jets, og dermed skal han nu spille for sin tredje klub i AFC East divisionen.

Han begyndte karrieren med Buffalo Bills, skiftede til New England Patriots, hvor han i sine tre år med klubben vandt to Super Bowls og tabte en enkelt (til Eagles, hvor han greb et touchdown).

Jets’ mest kendte navne på receiver-positionen er Breshad Perriman, der er kommet til fra Buccaneers inden sæsonen og Jamison Crowder, mens du næppe nikker genkendende til navne som Jeff Smith, Braxton Berrios, Josh Malone eller Jehu Chesson.

Den nu 32-årige Chris Hogan spillede sidste år for Panthers, men det var ikke mange minutter han fik på banen. En knæskade holdt ham på sidelinjen i ni kampe, og han greb blot 8 bolde for beskedne 67 yards i sæsonen.