New York Jets’ defensive end, Sheldon Richardson, er blevet disciplineret af holdet for at have talt yderst nedladende om kvinder i en video på det sociale medie, Snapchat.

Videoen blev optaget før Jets’ seneste nederlag til Miami Dolphins, og har nu spredt sig som en steppebrand henover internettet og de sociale medier. Således var Todd Bowles og Jets-organisationen presset til at reagere, hvilket nu har udmøntet sig i en disciplinering af den 26-årige forsvarsspiller.

Hvad straffen indebærer er endnu uvist, men Todd Bowles bekræftede reaktionen på et pressemøde, hvortil Bowles desuden betegnede Richardsons kommentarer som værende “skadende for Jets-holdets omdømme”. Sheldon Richardson forventes dog fortsat at starte Jets’ kommende opgør mod New England Patriots.

Hovedpersonen selv nægtede ligeledes at oplyse disciplineringens omfang, men udtalte følgende om episoden: “Fortryder jeg det? Nej, jeg fortryder ikke, hvad jeg sagde. Jeg havde det sjovt med en kammerat, og har vi ikke alle sendt upassende videoer rundt før? Jeg vil bare spille football, for at kunne læne mig tilbage og fyre jokes af med mine venner. Det er, som det er.”

New York Jets forsøgte angiveligt at handle Richardson væk før handelstidsfristen udløb d. 1. november og i den forbindelse var Jets i kontakt med Cowboys om en mulig aftale. En potentiel handel løb som bekendt ud i sandet, men det forventes, at Jets igen vil forsøge at skippe Richardson videre efter 2016-sæsonen.