Køb NFL GamePass
Forside New York Jets Hemmelighedsfuld Jets-chef: Jeg starter den bedste spiller

Hemmelighedsfuld Jets-chef: Jeg starter den bedste spiller

0

Forud for nederlaget til Los Angeles Rams besluttede New York Jets’ cheftræner Todd Bowles at bænke den normale starter Ryan Fitzpatrick, fordi Fitzpatrick angiveligt ikke var helt klar til kamp. I stedet fik andenårsspilleren Bryce Petty sin første NFL-start uden dog at imponere.

Jets er med nederlaget 3-7 og sidder over i næste runde, hvorefter de hjemme tager imod New England Patriots. Og på nuværende tidspunkt vil Bowles ikke sige, hvem han har tænkt sig at starte mod rivalerne fra Massachusetts.

Prøv NFL GamePass gratis

”Vi evaluerer i næste uge. Vi har bye-weekend, og så må vi se, hvordan Ryan har det, og om det bliver ham eller Bryce. Jeg tænker kun på at starte den bedste spiller og vinde nogle kampe,” sagde Bowles på pressemødet efter kampen.

Bryce Petty ramte 19 ud af 32 kast for 163 yards, 1 touchdown og 1 interception i kampen mod Rams, og Bowles var som udgangspunkt tilfreds med hvad han så i Petty’s første start.

”Det var godt at se ham derude. Han lavede nogle gode kast, og der var nogle ting, han kan gøre bedre. Han bevarede fatningen fint af at det var hans første kamp,” forklarede Bowles.

Jets løb i stor stil, og lavede 138 yards langs jorden på 25 løbespil. Ved flere lejligheder løb de selv på relativt lange tredje downs, men ifølge Bowles var strategien ikke mere konservativ på grund af skiftet på quarterback-positionen.

”Vi prøver at løbe bolden uanset hvad, vi vil gerne være lidt mere balanceret på angrebet. De spillede lidt mere cover 2 i anden halvleg, og det åbnede for at vi kunne løbe. Alt for ofte startede vores angreb fra en svær position, vi fik måske en første down eller to og så gik vi i stå. Det var en hård kamp at tabe,” lød det fra Jets-chefen.