New York Giants har forstærket forsvaret med cornerback Logan Ryan, der nu kan vende tilbage til New York, hvor han spillede hos Rutgers i sin collegetid.

New York Giants har mange talentfulde angrebsspillere, men forsvaret har i perioder ser noget tyndt besat ud. Især cornerback-gruppen har været ramt, da sidste års førsterundevalg DeAndre Baker er sat i karantæne på ubestemt tid pga. anklager om et væbnet røveri.

Nu får Giants dog lidt hjælp til deres secondary i form af den erfarne cornerback Logan Ryan, der de sidste år har spillet hos Tennessee Titans. Ryan får en aftale på en værdi på op mod 7,5 millioner dollar, meddeler NFL Networks Ian Rapoport. Ryan spillede i sin collegetid i New York hos Rutgers, så han betegner selv kontrakten med Giants som en hjemkomst.

29-årige Logan Ryan startede sin karriere hos New England Patriots, som valgte ham i tredje runde af 2013-draften. Her spillede han i fire sæsoner, og han har derfor også arbejdet sammen med Giants’ nye cheftræner Joe Judge, der ligeledes kom fra Patriots. Efter Patriots-tiden har Ryan spillet tre år hos Tennessee Titans, hvor han var en leder på det forsvar, der i 2019 nåede til AFC-finalen.

Hos Giants træder Ryan ind i en secondary med mange unge spillere, og han skal sammen med James Bradberry agere en erfaren rygrad, mens yngre kræfter som Grant Haley, Darnay Holmes og Corey Ballentine kæmper om den resterende spilletid.