Free agent runningback Devonta Freeman kan blive Saquon Barkleys erstatning hos New York Giants

New York Giants er begyndt at forberede sig på en sæson uden Saquon Barkley, der kom alvorligt til skade i søndagens kamp mod Chicago Bears.

Læs også: Saquon udgår med knæskade

Ifølge NFL Networks journalist Ian Rapoport har Giants tænkt sig at invitere den tidligere Falcons-runningback Devonta Freeman ind til en prøvetræning.

28-årige Freeman har været arbejdsløs, siden Falcons fritstillede ham i marts. Han var til prøvetræning hos Giants’ divisionsrivaler Philadelphia Eagles denne weekend, men parterne blev ikke enige om en kontrakt.

I stedet kan han nu ende som erstatning for Saquon Barkley, en rolle der bør munde ud i væsentlig flere boldberøringer, end han kunne have drømt om hos Eagles. Hvis han skriver kontrakt med holdet, vil hans eneste seriøse konkurrence til boldberøringer være Dion Lewis, som løb bolden 10 gange for 20 yards i kampen mod Bears, og 25-årige Wayne Gallman.

Devonta Freeman har aldrig spillet for andre end Atlanta Falcons, der draftede ham i fjerde runde af 2014-draften. Freeman havde et godt stræk fra 2015 til 2017, hvor han var en af ligaens bedre runningbacks og løb bolden for 2.991 yards og 29 touchdowns, mens han i kastespillet satte yderligere 1.357 yards og seks touchdowns på tavlen.

I perioden blev han udtaget til to Pro Bowls og kom på All-Pro andetholdet.

Skader kostede ham størstedelen af 2018-sæsonen, og han var ikke den samme spiller, da han vendte tilbage i 2019. I sidste sæson snittede han sølle 3,6 yards per løb, mens han fra 2015-2017 løb for 4,3 yards per løb.