New York Giants’ ubestridte angrebsstjerne Saquon Barkley er udgået med en knæskade mod Chicago Bears.

Søndag-aften er Saquon Barkley udgået fra New York Giants’ opgør mod Chicago Bears med en potentielt alvorlig knæskade. NFL og særligt den blå halvdel af New York holder nu vejret og håber på det bedste.

I videoklippet nedenfor ses det tydeligt, at Saquon Barkley slår sit højre knæ efter en duel med Chicago Bears’ safety Eddie Jackson. Barkley måtte køres fra banen efterfølgende, da han ikke kunne støtte på sit højre ben. Frustrationen var tydelig for enhver, da Saquon Barkley slog opgivende ned i vognen, der kørte ham fra banen.

New York Giants har allerede meldt ud, at Saquon Barkley bliver testet i morgen, hvorefter skades omfang kan bestemmes endegyldigt.

Mens Saquon Barkley er sat ud af spillet, må New York Giants nøjes med Dion Lewis som startende runningback. Derudover råder Giants over Wayne Gallman.

Gul Klud opdaterer nærværende artikel, når der kommer nyt om Saquon Barkleys skade.