Køb NFL GamePass
Forside New England Patriots Tom Brady vil fortsætte karrieren – men hvor?

Tom Brady vil fortsætte karrieren – men hvor?

0

Efter flere dages tænkepause slår den 42-årige quarterback fast, at han ikke er parat til at indstille karrieren endnu. Der er dog stadig uvished om, hvor Brady spiller til næste sæson

Det blev ikke alle gode gange syv for den seksdobbelte Super Bowl-vinder Tom Brady, da New England Patriots overraskende røg ud af slutspillet med et 20-13 nederlag til Tennessee Titans i Wild Card-runden.

Selvom han bliver 43 år i august, har den aldrende quarterback dog tænkt sig at jagte endnu et Lombardi-trofæ til næste sæson.

Prøv NFL GamePass gratis

I et Instagram-opslag takkede Brady New England Patriots’ fans for deres støtte og reflekterede over sæsonen og hans utrolige karriere, før han løftede sløret for sine fremtidsplaner.

– I såvel livet som football kan man ikke undgå at fejle. Man kan ikke vinde hver gang. Man kan til gengæld lære af sine fejl, rejse sig igen og vende tilbage til arenaen. Og det er, hvor I vil finde mig. For jeg ved, at jeg har mere at bevise.

Hele opslaget kan læses herunder.

Bradys spil i år var ikke på niveau med hans seneste suveræne sæsoner, men han kastede stadig for over 4.000 yards for 11. gang i karrieren, 24 touchdowns og blot otte interceptions.

Samtidig måtte han døje med Rob Gronkowskis pension og et receiver-korps, der havde store problemer med at løbe sig frie, løbe de rigtige ruter og gribe boldene (Tom Brady’s receivere stod for 23 tabte bolde i 2019, femteflest i NFL).

Er fremtiden i New England?

At Brady fortsætter karrieren betyder dog ikke nødvendigvis, at han og Belichick vil forsøge at tvinge Patriots til endnu en AFC-East titel i 2020.

Tom Bradys lidt specielle kontrakt løber til og med 2021-sæsonen, men de sidste to år af kontrakten bliver automatisk annulleret den 17. marts. Kontrakten indeholder også klausuler, der betyder, at New England ikke kan bruge franchise tagget eller andre tags for at holde på quarterbacken.

For første gang i sin 20-årige karriere er Brady derfor på vej mod free agency.

Det mest sandsynlige scenarie er stadigvæk, at Brady fortsætter hos New England, hvor han har spillet hele sin karriere. Holdet har ingen arvtager klar i kulissen, og der er næppe en starterklar quarterback tilbage i draften, når New England vælger med det 23. valg.

Andre hold, der er blevet nævnt, er Los Angeles Chargers – hvis quarterback Philip Rivers ligeledes bliver free agent – og i mindre grad Indianapolis Colts.