New England Patriots-tight end Hunter Henry har pådraget sig en skulderskade, der kan koste ham nogle ugers pause.

New England Patriots gik i free agency all-in på tight end-positionen, hvor de fandt den store tegnebog frem og hentede både Jonnu Smith og Hunter Henry.

Desværre for New England har klubbens planer om en stærk tight end-duo lidt et midlertidigt knæk. Hunter Henry har pådraget sig en skulderskade ved søndagens træning. Skadens omfang er tilsyneladende ikke alvorlig, men ifølge ESPNs Mike Reiss er skaden smertefuld og kan holde Henry ud af en del af pre-season.

Hvis meldingen holder stik, kan Patriots glæde sig over, at Hunter Henry heldigvis er klar til sæsonstart. Men den 26-årige angrebsspiller kommer til at miste værdifuld trænings- og spilletid i optakten til sæsonen, der begynder om en måned.

Hunter Henry har i sine første fem sæsoner i NFL været hårdt ramt af skader. Han har endnu ikke spillet alle kampe i en sæson.