Søndag spiller Tom Brady for første gang foran sin familie og venner i San Francisco, hvor han som ung voksede op og støttede 49ers.

Tom Brady er født og opvokset i Californien. Stjerne-quarterbacken var en kæmpe San Francisco 49-ers fan som ung og oplevede både Joe Montana og Steve Young føre holdet fra den amerikanske vestkyst til store ting i 1980’erne og starten af 90’erne. En fire-årig Brady var til stede på Candlestic Park til den berømte ‘The Catch’-kamp, hvor 49ers besejrede Dallas Cowboys i NFC Championship, og han husker at blive taget ud af skolen til alle Super Bowl-paraderne.

Søndag spiller Tom Brady for første gang mod San Francico 49ers på sin hjemstavn, når New England Patriots spiller på Levi’s Stadium. Han nåede desværre aldrig at spille på legendariske Candlestick, men det gør ikke oplevelsen mindre speciel for den 39-årige quarterback.

“Jeg har aldrig haft en chance for at spille foran min familie på denne måde. Jeg har aldrig haft muligheden for at spille foran mine venner. At vokse op i the ‘Bay Area’ og elske football, det var fantastisk. Og se hvad store quarterbacks som Young og Montana, var i stand til at præstere” sagde Brady på en pressekonference i går.

Montana i sin egen liga

Brady bliver ofte sammenlignet med sit barndomsidol Montana. Debatten om hvem af de to, der er den største quarterback nogensinde, kører lystigt. De har begge vundet fire Super Bowls som de eneste quarterbacks i historien og står hver især bag to af NFL-historiens mest mindeværdige dynastier. Men Brady selv føler sig ikke på samme niveau som Montana.

“Jeg ser ikke mig selv som ham. Han var så spektakulær og i sin egen liga,” slår Brady fast.

Måske vil den elskede og hadede frontfigur ændre holdning, hvis han henter et eller to ekstra Vince Lombardi-trofæer, inden karrieren er overstået. Men lige nu er fokus på søndagens opgør mod 49ers, hvor Patriots skal revanchere sig efter dukkerten hjemme på Gillette Stadium mod Seattle Seahawks.

Og Tom Brady har faktisk ekstra incitament til at gøre det godt mod San Francisco. Han trænede hos det daværende favorithold inden draften i 2000, men blev forbigået. Noget han aldrig glemmer. Så du tror forkert, hvis du ikke forventer en tændt Brady på søndag.