MVP-termometer uge 3 – Indiana Jones svinger pisken             

0

Hver uge kan du her på Gul Klud se vores MVP-termometer, hvor du finder de varmeste kandidater i forhold til at hive prisen hjem som ligaens mest værdifulde spiller.

Det er lige før, at det faste makkerpar i MVP-sammenhæng Allen og Lamar skal skiftes ud med et nyt. Nemlig Herbert og Jones. Men vi er der ikke helt endnu. Udover udskiftninger i toppen, så kan du herunder se, hvem der også har sneget sig ind på termometret her efter uge 3.  

Og husk, listens formål er ikke at gætte på, hvem der ender hvor i MVP-ræset. Det er et bud på, hvordan feltet ser ud lige nu.         

Vores MVP-termometer er inddelt i tre kategorier:
Brandvarm – Den eller de spillere, der for alvor slås om den eftertragtede MVP-titel.
Varm – Ligger lige udenfor toppen, men presser på.
Ulmende – De yderste mandater, som måske kan gøre sig gældende.

Josh Allen, QB, Buffalo Bills

I sidste uge røg han i græsset med en blodtud og nåede ikke endzone en eneste gang. Bills vandt alligevel, men på det individuelle plan kunne det næsten kun gå fremad for Allen. Og det gjorde det også mod Dolphins torsdag. Han ramte på 22 ud af sine 28 kast med 218 yards og tre touchdowns til følge. 

Bills vandt, men det var ikke kun Allen, der rørte i gryden i sejren. RB James Cook (vi kunne tilføje et ”ing,” hvis vi skal blive i madlavningsmetaforen) havde altså også en solid aften. Han stod for et enkelt touchdown, men producerede også 108 yards på jorden.

Særligt det sidste gør det noget nemmere for Allen at holde fast i MVP-tronen. 

Justin Herbert, QB, Los Angeles Chargers

Han fortsætter med at imponere, om end han røg i græsset fem gange bag line of scrimmage i sejren mod Broncos. Han var så på den anden side under pres 54,7 procent af tiden på sine dropbacks. Det er den højeste procentssats på det område i Herberts karriere.  Og så var de fem sacks måske meget godt gået. Eller undgået.

I næste uge møder Chargers Giants, så alt tyder på at Herbert kan holde den gode sæsonstart kørende og dermed også holde sig inde på termometret.

Daniel Jones, QB, Indianapolis Colts

Selvom Colts og Indiana Jones måtte ty til et punt i sejren mod Titans, så er Indianapolis’ nye nummer 17 stadig flyvende. Og nu også brandvarm i MVP-regi.

Han ramte på 18 ud af sine 25 kast for 228 yards og kastede et enkelt touchdown. Colts møder Rams næste gang, der godt nok tabte til Eagles, men alligevel så skarpe ud. Det bliver spændende at se, om Indiana Jones kan holde eventyret kørende der. 

     

Jalen Hurts, QB, Philadelphia Eagles

Hurts har måske været med på termometret på en lidt billig baggrund de tidligere uger. Og billig er nok det forkerte ord, når man er forsvarende Super Bowl-mester og MVP. Men kombineret med at Eagles vinder deres kampe, ja så har han selvfølgelig været med her. 

Og i sejren over Rams – en kamp Eagles længe så ud til at tabe – ja der viste Hurts, at han også på statistikkerne er en varm MVP-kandidat. Han producerede 266 yards, tegnede sig for fire touchdowns og havde sammenlagt en rating på 117,4. Det er altså udmærket.

Baker Mayfield, QB, Tampa Bay Buccaneers

Bucs er første hold til at åbne sæsonen med tre sejre i sidste minut. Og det siger altså også en del om Baker Mayfield. Han ryster ikke på hånden, når det gælder. Han kunne også notere sig for 19 succesrige kast ud af 29 mulige med 233 yards og et touchdown til følge i sejren mod Jets. Han løb også fire gange med bolden for 44 yards. På minussiden for Bucs og Mayfield så blev stjernereceiver Mike Evans skadet i kampen.

Alligevel er der sat vand over til lidt af en MVP-duel, når Eagles og Hurts gæster Florida på søndag. Og også en spændende kampe mellem to ubesejrede mandskaber.

Lamar Jackson, QB, Baltimore Ravens

Uvant for Lamar så er han placeret i den ”ulmende” kategori denne her gang. Det er tidligt på sæsonen, men Baltimore Ravens har problemer med at vinde football-kampe og så rækker det ikke til mere.

Lamar Jacksons stats for kampen var nu sådan set ret gode. Han ramte på 21 ud af sine 27 kast, producerede 323 yards med 3 touchdowns til følge, men blev så også sacket syv gange i kampen og havde også et fumble.  

Igen, det er tidligt på sæsonen, men et nederlag til Chiefs i næste uge vil selvsagt ikke være brænde på Jacksons MVP-bål.