
Hver uge kan du her på Gul Klud se vores MVP-termometer, hvor du finder de varmeste kandidater i forhold til at hive prisen hjem som ligaens mest værdifulde spiller.
Sæsonen er i gang og det betyder også, at MVP-termometret er tilbage. Umiddelbart ser det ud til, at alt er ved det gamle – i hvert fald hvis man sammenligner med sidste sæson. Buffalo Bills’ Josh Allen og Baltimore Ravens’ Lamar Jackson lægger således igen fra land i toppen af termometret, men længere nede af listen er der overraskelser.
Både med dem der er på, men også dem der mangler. Inden sæsonen havde mange Cincinnati Bengals’ quarterback Joe Burrow som en MVP-favorit. Og Bengals slog godt nok også Browns i deres åbningskamp, men Burrow var ikke overbevisende og må altså klare sig uden glansen fra MVP-termometret i denne omgang. Til gengæld har en anden gammel MVP-kending fundet vej til denne uges liste.
Vores MVP-termometer er inddelt i tre kategorier:
Brandvarm – Den eller de spillere, der for alvor slås om den eftertragtede MVP-titel.
Varm – Ligger lige udenfor toppen, men presser på.
Ulmende – De yderste mandater, som måske kan gøre sig gældende.

Josh Allen, QB, Buffalo Bills
Den forsvarende titelindehaver må vel starte året ud som nummer et. Han gjorde det nu også meget godt (!) i Bills’ comeback-sejr mod Ravens, hvor han blandt andet på smukkeste vis førte sit hold ned ad banen på et game winning drive, som kicker Matt Prater cementerede med et 41 yard field goal.
Allen kastede to touchdowns og løb for to i kampen, han ramte på 71,7 procent af sine kast for 394 yards og havde en rating på 112,0. Ligesom i sidste sæson så er det svært at se, at Bills på nogen måde kan blande sig i slutspilssnakken uden Allen. Han var her og der og alle vegne mod Ravens og er altså også (igen) på toppen af denne uges MVP-termometer.
Lamar Jackson, QB, Baltimore Ravens
Sidste års duel i MVP-sammenhæng mellem førnævnte Josh Allen og så Lamar Jackson ser her efter uge 1 ud til at fortsætte. For selvom Ravens satte en solid føring over styr og tabte til Bills, så havde Lamar altså isoleret set en udmærket dag på quarterback-kontoret. Han var som vanligt både kastende og løbende og nåede totalt op på 279 yards med tre touchdowns og en rating på 144,4 til følge!
Men skal man toppe termometret, så skal man vinde og det gjorde Lamar og Ravens jo som bekendt ikke i denne omgang.

Justin Herbert, QB, Los Angeles Chargers
Han stod overfor en anden quarterback, der også kender til MVP-ræset, nemlig Patrick Mahomes. Men det var Justin Herbert og Chargers, der både klarede tordenvejr og Chiefs i Brasilien. Herbert var særdeles godt kørende og kastede for 318 yards og tre touchdowns. Han lavede ingen turnovere og sikrede også sejren med 19 yard ”scramble” på 3 og 11.
Diverse NFL-iagttagere mener Herbets præstation mod Chiefs havde MVP-niveau. Og det mener vi også på Gul Klud, hvor Chargers-quarterbacken selvfølgelig er med på denne uges termometer.
Jayden Daniels, QB, Washington Commanders
Han vandt Offensive Rookie of the Year-prisen sidste sæson og førte Washington Commanders til NFC-finalen for første gang i 33 år. Men måske endnu vigtigere, så var Jayden Daniels faktisk også fra tid til anden at finde på MVP-termometret. Og efter uge 1 i denne sæson er han med igen.
Commanders bankede Giants 21-6 og Daniels stod for 301 yards totalt med et touchdown til følge. Nu bliver spændende torsdag nat, hvor det må forventes, at Daniels for alvor bliver MVP-tryktestet mod Packers på Lambeau Field i Green Bay.
https://gulklud.dk/video/video-parsons-nedlaegger-jared-goff/

Jalen Hurts, QB, Philadelphia Eagles
Eagles overstrålede Cowboys i divisionsopgøret og Hurts lyser også op på ugens MVP-termometer. Omend han kun ulmer, så er han med. Han ramte på imponerende 82,6 procent af sine kast mod Dallas og nåede endzone to gange med bolden.
Sidste års Super Bowl-vinder og MVP er kommet fint fra start.
Aaron Rodgers, QB, Pittsburgh Steelers
Han deler med rette vandene, men man skal være noget kynisk, hvis man ikke under Aaron Rodgers en god sidste sæson. Hvis det her vel at mærke er hans sidste…
Efter to rædselsår hos Jets var den firedobbelte MVP-vinder sjovt nok tilbage i New York på sin gamle hjemmebane i sæsonåbneren for sit nye hold Pittsburgh Steelers. Og det gik godt. Steelers vandt et tæt opgør med 34-32 og Rodgers tegnede sig for fire touchdowns, 243 yards og en rating på 136,7.
Rodgers mangler nu kun et touchdown for at nå en anden tidligere Packers-legende og Jets-fiasko, Brett Favre, på listen for flest kastede touchdowns. Favres 507 rækker til en fjerdeplads på den liste.
Og Rodgers’ anstrengelser mod Jets rækker til en plads på denne uges MVP-Termometer.








