
Med skaden til Kirk Cousins stod Minnesota Vikings med et valg. Se hvad deres rookie kan eller hent en ny quarterback inden transfervinduet lukker. Nu bliver det en kombination.
Minnesota Vikings quarterback Kirk Cousins var igen med en af karrierens bedste sæsoner, da han blev alvorligt skadet i søndags. Nu har klubben fra det kolde nord fundet en ny quarterback tirsdag, ved at indgå en handel med Arizona Cardinals for Josh Dobbs.
TRADE: Vikings trading for Cardinals QB Josh Dobbs. (via @RapSheet, @TomPelissero) pic.twitter.com/7eru9chOfS
— NFL (@NFL) October 31, 2023
Vikings giver et sjette-runde valg for Dobbs og får et syvende-runde valg med oveni købet, så en forholdsvis billig handel for Vikings, der også overtager quarterbackens løn
Dobbs har spillet sammen med danske Hjalte Froholdt i Cardinals og startet de første otte kampe for klubben i år. Han har kastet for 1.569 yards, otte touchdowns og fem interceptions, men kun vundet en enkelt kamp (som så til gengæld var over Dallas Cowboys).
Med Kyler Murray tilbage på træningsbanen efter sin korsbånds-skade, valgte Cardinals at handle den 28-årige Dobbs.
Hvad bliver Dobbs’ rolle hos Vikings?
Vikings har meldt ud, at det bliver rookie Jaren Hall, der starter på quarterback i søndagens kamp mod Atlanta Falcons. Dobbs bliver første-backup og kender dele af systemet godt nok til at han komme på banen, hvis rookien kokser fuldstændig i det.
Dobbs har mange af de kvaliteter, som headcoach Kevin O’Connell søger i en QB, men tilføjer evnen til at løbe selv, som kan give angrebet yderligere muligheder.
Vikings har vundet tre kampe i træk og er pludselig 4-4 efter en 1-3 start på sæsonen. Holdet er spækket med offensive playmakers og en god offensiv linje, så denne handel er klart et tegn på, at klubben ikke har tænkt sig at give op, selvom Kirk Cousins er færdig for sæsonen.
Men det er også en berejst herre Vikings har handlet sig til. Vikings bliver det femte hold, Dobbs har været på kontrakt med det seneste år. Han startede to kampe for Tennessee Titans sidste sæson, efter at have været omkring både Cleveland Browns og Detroit Lions. Han vendte derefter tilbage til Browns, og blev tradet til Cardinals kort før 2023-sæsonen begyndte.








