Den tidligere Minnesota-stjerne og sack-maskine Danielle Hunter skifter til Houston Texans.

Vikings var godt klar over, at de ikke havde råd til at beholde Danielle Hunter, så de hentede tre billigere pass rushere mandag og ventede på det uundgåelige.

Og tirsdag kort før midnat dansk tid kom nyheden så: Den populære Danielle Hunter forlader Minnesota, og skal i stedet spille for Houston Texans de næste to år, der har givet ham en kontrakt på 49 millioner dollars, hvor alle pengene med undtagelse af sølle én million er garanteret.

Kontrakten giver ham, hvad der svarer til 170 millioner kroner årligt, og er en væsentlig lønstigning fra tiden i Minnesota, hvor han i sine ni år har været konstant underbetalt.

Skifeet betyder også, at den 29-årige pass rusher vender hjem til Houston, hvor han er født, opvokset og spillede football i high school.

Han kommer til et Texans-forsvar, der under kyndig vejledning af førsteårs-headcoach DeMeco Ryans tog et kæmpe spring sidste år, ikke mindst fordi de draftede den unge Will Anderson med pick tre. Mon ikke en duo med Anderson og Hunter allerede sætter grå hår i hovedet på diverse tackles og quarterbacks rundt om i NFL.

Hunter var skadet det meste af 2020 og 2021, men havde sin bedste sæson i 2023, hvor han var skadesfri og kvitterede med personlig rekord med 16,5 sacks, en delt førsteplads i ligaen sidste sæson, hvor han også blev valgt til sin fjerde Pro Bowl i træk.

Han blev valgt i tredje runde af Vikings i 2015 -draften, og den atletiske Edge på små to meter og 120 kilo har siden udviklet sig til en dominerende force på den defensive linje.

Med 87,5 sacks i karrieren kommer Vikings-fans ikke til at glemme Hunter lige foreløbig. Han rangerer som nr. tre i sacks all time hos Vikings, kun overgået af legenderne John Randle og Chris Doleman, der begge er i Vikings Ring of Honor.

Dermed har Vikings på to dage sagt farvel til to af holdets største profiler, da quarterback Kirk Cousins skiftede til Falcons mandag.