Vi på Gul Klud vil godt sikre os, at du og dine venner får den perfekte helhedsoplevelse. Football er ikke bare verdens bedste sport. Det er et stykke amerikansk kultur, som skal nydes i de rette omgivelser. Derfor sætter vi hver uge fokus på ugens kamp i et madperspektiv. Vi vil meget gerne se billeder af din færdige ret på Facebook eller Twitter.

I denne uge sætter vi fokus på Carolina Panthers mod Detroit Lions, der tørner sammen på søndag klokken 19.00 dansk tid.

Charlotte, North Carolina

Selvom at Charlotte kan betragtes som en storby, er det nu de store landområder, der virkelig definerer North Carolina.

North Carolina er den førende stat, hvad angår avl af søde kartofler. Faktisk står staten bag omkring 60% af den samlede avl af søde kartofler i hele USA. De søde kartofler kan bruges i tonsvis af retter, og er faktisk rigtig nærende.

De er med andre ord perfekt panterføde.

Panterne selv, skal dog helst ikke være søde, faktisk langt fra, for på søndag skal de ud i en rigtigt “catfight”, når de møder løverne fra Detroit.

Og det kan faktisk siges ret enkelt: De skal bare moses!

Og det skal kartoflerne også..

Det er i de sidste par uger ikke lykkedes for Detroit Lions quarterback Matthew Stafford, at gemme sig bag sin tandløse offensive linje. Skulle den tendens fortsætte, kan han se frem til at hilse på Luke Kuechly, der som et piskris vil fare frem, og slynge den rutinerede quaterback rundt, indtil han ender som ren mos. Carolina style.

Og hvorfor ikke også tilføje lidt Julius “Pepper” til “quarterback-mossen”?

Så læn dig godt tilbage, og stik grydeskeen godt ned i mosen, mens at du finder ud af hvilken kat der kan brøle højst.

Find på opskriften på “Sweet ‘tato Mash” her.

Detroit, Michigan 

Shhh.. Hvis du er helt stille, kan du høre løverne brøle i Downtown Detroit. Eller, nej vent.. det er nok bare en kat..

Der er mange forskellige teorier om oprindelsen af “Boston Cooler”, men én ting er sikkert, den er gammel, og borgerne i Detroit betragter den som deres egen.

Dette skyldes nok at “Detroitaneren” James Vernor, en apoteker, eller hvad man idag nok bedst ville beskrive som en kvaksalver, bryggede en ny drik med en ingefærekstrakt som havde gæret, mens at han var afsted for kæmpe i den Amerikanske Borgerkrig.

Som så mange andre læger og apotekere i 1800-tallets USA, arbejdede Vernor med sodavand, og brugte det som medicin. Og netop “Vernors Ginger Ale”, der for første gang så dagens lys i 1866, skulle eftersigende berolige maven. Senere blev den en fast del af dessert/milkshaken “Boston Cooler”.

Og det er nok netop en læge som Detroit Lions har brug for.

Både til at kurere det sjældne “mangel på slutspil”-syndrom, der også længe har været i udbrud i Cleveland, Ohio-området, men også til at lappe den offensive linje sammen.

Og ja, så burde de fleste Lions fans nok lige snuppe en Ginger Ale aftenen inden kampen, så de nervøse mavetrækninger kan nå at lægge sig, inden at de skal se deres franchise quarterback blive jagtet af panterne fra Carolina.

Skulle det derimod lykkedes for operationslægen at lappe den offensive linje sammen, så skal man aldrig regne Staffords kanon-arm og comeback-gen ude. Han har tidligere bevist, at han har et rigtigt løvehjerte når det gælder.

Find opskriften på Boston Cooler her.

Til info: Det skal nævnes, at jeg ikke er uddannet kok, men bare er en “kulturtosse” med en stor kogebogssamling, der sammen med en kammerat har brugt adskillige football-sæsoner på at eksperimentere med klassiske amerikanske retter. Enhver brug af skarpe genstande og varme gryder er på eget ansvar.

God kamp!