Bill O’Brien har afgivet et valg i anden runde af 2020-draften for at hente Brandin Cooks fra Los Angeles Rams.

For knap en måned siden var Houston Texans impliceret i en af de mest opsigtsvækkende handler i nyere NFL-tid, da de sendte DeAndre Hopkins til Arizona Cardinals for peanuts – i form af David Johnson, et andenrundevalg i den kommende draft og et fjerderundevalg i 2021.

I et forsøg på at redde den synkende skude har Bill O’Brien nu indgået en handel med Los Angeles Rams.

Handlen betyder, at Houston Texans afgiver et andenrundevalg i den kommende draft for at modtage Brandin Cooks og et fjerderundevalg i 2022.

Dermed har Texans føjet endnu et nyt ansigt til DeShaun Watsons våbenarsenal. Det betyder, at Texans’ receiverkorps nu består af Will Fuller V, Brandin Cooks, Randall Cobb og Kenny Stills. Ydermere har Watson spillere som David Johnson, Duke Johnson og Darren Fells at kaste til.

Det er langt fra første gang, at Brandin Cooks indgår i en opsigtsvækkende handel i NFL. Cooks er tidligere blevet handlet væk for førsterundevalg af både New Orleans Saints (2017) og New England Patriots (2018). Cooks blev selv draftet i første runde (valg 20, red.) af New Orleans Saints tilbage i 2014.

Læs også: Vind lækker præmie i Gul Kluds æggejagt

I sine seks sæsoner i NFL står Brandin Cooks noteret for 402 grebne bolde med 5.730 yards og 34 touchdowns som følge. Cooks greb over 1.000 yards og minimum fem touchdowns pr. sæson i årene 2015-2018. I den forgangne sæson greb Cooks imidlertid kun 42 bolde for 583 yards og to touchdowns.