Det var ikke udelukkende en god aften for Los Angeles Rams, da de søndag sejrede over Seattle Seahawks.

Undervejs i kampen blev venstre tackle Andrew Whitworth nemlig kørt fra banen, og nu forlyder det, at der er tale om en alvorlig knæskade. Ifølge NFL Network har den 38-årige offensive linjemand revet et ledbånd i knæet over, og der venter ham nu en skadespause.

Det betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at han er færdig for sæsonen. Der er efter sigende optimisme hos Rams for, at Andrew Whitworth kan vende tilbage og spille i denne sæson – især hvis Los Angeles Rams når hele vejen til slutspillet i januar.

De er da også godt på vej mod slutspillet, for efter ni kampe er de på en delt førsteplads i NFC West med seks sejre og tre nederlag – det samme har Arizona Cardinals og Seattle Seahawks.

Men Andrew Whitworth er en stor stjerne på Rams’ offensive linje, og uden ham kan quarterback Jared Goff få sværere arbejdsbetingelser. Det vil tiden vise, og i næste uge skal Sean McVays mandskab møde Tampa Bay Buccaneers.

Foruden Andrew Whitworth måtte kicker Kai Forbath og safety Taylor Rapp udgå. Deres status er ukendt.