
Sean McVay beholder sit eftertragtede trænertalent Nate Scheelhaase ved at forfremme ham til offensiv koordinator.
Det er efterhånden blevet en tradition, at Sean McVays offensive trænerstab bliver plukket efter sæsonafslutningen.
I år var ingen undtagelse. Arizona Cardinals ansatte Mike LaFleur som deres nye cheftræner, og derfor manglede Sean McVay igen en offensiv koordinator.
Afløseren bliver det 35-årige trænertalent Nate Scheelhaase, der var delansvarlig for sammensætningen af Rams’ offensive kastespil i den seneste sæson.
Nate Scheelhaase bliver bredt betragtet som ét af de største trænertalenter i NFL. Der var også flere hold, som havde Scheelhaase til samtale om deres ledige cheftrænerstilling i begyndelsen af året, og han var efter sigende tæt på at lande jobbet i Cleveland, før Browns gik med den mere rutinerede Todd Monken.
Sean McVay hentede Nate Scheelhaase ind, efter at han udmærkede sig som offensiv koordinator for Iowa State i 2023-sæsonen. Det var første gang i Scheelhaases karriere, at han fik mulighed for at arbejde i NFL.
Allerede i sin anden sæson (2025) fik Nate Scheelhaase et betydeligt ansvar for at tilrettelægge Rams’ offensive kampplan på ugentlig basis. Scheelhaase bidrog efter sigende til at sammensætte og udvikle Rams’ offensive kastespil, og han havde ansvaret for at tegne, træne og installere flere kastespil, som McVay benyttede i kampene.
Som Sean McVays offensive koordinator får Nate Scheelhaase næppe en bedre mulighed for at få et springbræt til at blive cheftræner i NFL.
Det er en rolle, der tidligere har produceret cheftrænere som Matt LaFleur, Kevin O’Connell, Zac Taylor, Liam Coen og senest Mike LaFleur.








