
Arizona Cardinals har ansat Los Angeles Rams’ offensive koordinator Mike LaFleur som holdets nye cheftræner.
Arizona Cardinals har plukket i Sean McVays trænerstab og udvalgt Mike LaFleur som sin nye cheftræner.
Således er Hjalte Froholdts nye cheftræner på plads, efter at Cardinals gav Jonathan Gannon sparket i begyndelsen af året.
Mike LaFleur skifter til Arizona efter, at han har arbejdet som offensiv koordinator for Los Angeles Rams og Sean McVay i de seneste tre sæsoner.
Ansættelsen sker i kølvandet på, at LaFleur var med til at hjælpe Rams’ angreb til en suveræn sæson, hvor de scorede flest point, producerede flest yards og havde det højeste antal forventede point pr. spil i NFL.
Som følge blev Matthew Stafford og Puka Nacua udnævnt til All Pro-førsteholdet, og de kandiderer begge til titlerne som henholdsvis ligaens mest værdifulde spiller og sæsonens bedste angrebsspiller, som uddeles ved NFL Honors senere på ugen.
Mike LaFleur er desuden lillebror til Matt LaFleur, der senest forlængede sin aftale som cheftræner hos Green Bay Packers.
Arizona Cardinals fyrede Jonathan Gannon efter, at han bare vandt 15 af 51 mulige kampe i sine tre sæsoner med ansvaret i ørkenen. Cardinals har også bare kvalificeret sig til slutspillet seks gange, siden de flyttede til Arizona i 1988.
Mike LaFleur bliver Cardinals’ 12. cheftræner, og ingen af hans forgængere overlevede mere end seks sæsoner i jobbet. Det er også kun Bruce Arians, som formåede at vinde flere kampe, end han tabte i sin tid i ørkenen.
Ansættelsen betyder også, at Sean McVay skal finde en ny offensiv koordinator. Alt tyder på, at han forfremmer sin eftertragtede assistent Nate Scheelhaase, som har været til adskillige cheftrænerjobsamtaler i januar måned. Scheelhaase har i dag det tekniske ansvar for Rams’ kastespil, og han bliver anset som én af de mest talentfulde trænere i NFL.
Læs også: Efter fyring – Jonathan Gannon tilbage som defensiv koordinator i NFL







