Efter fyring: Jonathan Gannon er tilbage som defensiv koordinator

0

Tre uger efter Arizona Cardinals valgte at fyre Jonathan Gannon som cheftræner, er han nu blevet ansat af Green Bay Packers som defensiv koordinator.

Slutspillet buldrer derudaf, men det gør de helt store trænerrokader også.

Hele ti cheftrænere er i sæsonens løb enten blevet fyret eller har sagt op og én af dem, som efter sæsonen fik en fyreseddel på sit skrivebord, er den nu tidligere Cardinals-cheftræner Jonathan Gannon.

Han nåede tre sæsoner i klubben, hvor det ikke blev til en eneste slutspilsoptræden efter kun 15 sejre i 51 kampe. Men allerede nu har Gannon fundet et nyt job i ligaen.

Green Bay Packers har nemlig valgt at hyre ham som deres nye defensive koordinator. Det sker få dage efter, at den tidligere mand i jobbet Jeff Hafley blev ansat som cheftræner for Miami Dolphins.

Læs også: Dolphins henter ny cheftræner hos Packers

Det er anden gang i karrieren, at Gannon får lov til at prøve kræfter som defensiv koordinator. Før sin tid i Arizona var han både koordinator og spilkalder for forsvaret hos Philadelphia Eagles i to sæsoner, hvilket han nød stor succes af. I 2022-sæsonen, som var Gannons sidste, tillod Eagles-forsvaret færrest yards og tredje færrest point i grundspillet, og de var en stor del af, at holdet nåede hele vejen til Super Bowl LVII, som de tabte til Kansas City Chiefs.

Nu får Gannon mulighed for at træne et forsvar, der råder over profiler som Micah Parsons, Rashan Gary og Xavier McKinney, der alle er blevet udtaget til Pro Bowlen indenfor de seneste to sæsoner.

Læs også: Mike McDaniel i kovending efter Bills-fyring?