
Los Angeles Chargers forventer at have Mike Williams klar til slutspillet, selvom han pådrog sig en rygskade i 18. spillerunde af grundspillet.
Trods et hav af skader og svingende spil er Los Angeles Chargers klar til slutspillet som det femte seed i AFC. Natten til søndag står de over for Jacksonville Jaguars, der rider på en bølge af succes og momentum efter at have vundet seks af de seneste syv kampe.
På papiret er der lagt i kakkelovnen til en tæt og intens slutspilskamp, hvorfor Chargers får brug for at have alle deres profiler kampklar. I den forbindelse havde cheftræner Brandon Staley positivt nyt om receiver Mike Williams, der ellers beskadigede sin ryg i 18. spillerunde af grundspillet.
Brandon Staley fortalte på sit pressemøde, at de efterfølgende tests har vist, at Williams hverken har brækket eller beskadiget nogle muskler i sin ryg. Derfor forventes Williams at vende tilbage til træning i løbet af ugen og blive klar til lørdagens slutspilsbrag.
Mike Williams har været forfulgt af skader i løbet af 2022-sæsonen, hvor en ankelskade har begrænset hans spillemæssige formåen og sågar holdt ham på sidelinjen i fire kampe. Derfor kunne Williams også “kun” notere sig for 63 grebne bolde for 895 yards og fire scoringer i 2022, hvilket var betydeligt under hans produktion i 2021, hvor han greb 1.146 yards og ni touchdowns.








