Meget tyder på, at Jacksonville Jaguars også i 2021 vil spille mindst én hjemmekamp på Englands nationalstadion.

Man skulle tro, at en nyhed om at Jaguars vil spille i London i 2021 skulle komme fra klubben selv eller NFL.

I stedet bekræfter det engelske fodboldforbund, FA, at en aftale med Jacksonville Jaguars om en kamp på Wembley i 2021, er tæt på at kunne underskrives.

Kampen, som Jaguars i givet fald ville spille på Wembley, er en ekstra i forhold til de internationale kampe, som NFL allerede har planlagt fremover.

Jaguars har spillet en kamp på Wembley hvert år siden 2013, og i 2020 skulle klubben have spillet to kampe i fodboldens højborg, inden Coronaen fik sat en stopper for det.

Det engelske fodboldforbund bekræfter over for Sky Sports, der har NFL-rettighederne i Storbritannien, at de er langt i samtalerne med Jaguars om en kamp på Wembley i efteråret.

NFL, Jaguars og FA havde en aftale om mindst en årlig kamp på Wembley frem til 2020, men den er udløbet nu, og Jaguars står foran en markant ændring, når de vælger quarterback Trevor Lawrence i den kommende NFL draft.

Hvordan det får indflydelse på klubbens villighed til at rejse vides endnu ikke, men umiddelbart har ejer Shahid Khan været glad for at spille på Wembley. Ikke mindst økonomisk har det været en gevinst for Jaguars, der tjente væsentligt mere på hjemmekampene på Wembley end hjemme i Jacksonville.

Jaguars er også kommet med en pressemeddelse, der kunne indikere, at de er tæt på en aftale:

“… Vi håber, at Jaguars’ tradition med at spille en hjemmekamp hvert år i London kan fortsætte langt ind i fremtiden. Vi fortsætter med at have samtaler med fodboldforbundet og personalet på Wembley Stadium, hvor vores oplevelser altid har været fremragende.”

NFL har indgået en aftale med Tottenham om at spille mindst to kampe om året på deres stadion indtil 2025, og Atlanta Falcons har allerede meldt ud, at de spiller en hjemmekamp på Tottenham Hotspur Stadium i den kommende sæson.

Du kan allerede nu sikre dig en fed NFL-oplevelse i efteråret i London, som inkluderer både hotel og billet til stadion. Køb din NFL-rejse nu: Forsalg kr. 2795,-Køb din NFL-rejse til London nu!

Den første grundspilskamp i London blev spillet i 2010. Siden har NFL spillet mindst én kamp i London hvert år, inden de sidste år måtte aflyse de fire planlagte kampe på grund på Corona. Se alle kampe, der er spillet internationalt gennem årene her.