Det har længe været rygtes, at NFL ville spille fire kampe i London i 2019. Nu står det fast, og hjemmeholdene er også meldt ud – sådan da!

Der er nemlig meldt fem hjemmehold ud fra NFLs side til de internationale kampe i 2019, idet ligaen udover de fire London-kampe også spiller en kamp i Mexico City igen.

Læs også: Køb din NFL-rejse 2019 nu og vær sikker på en plads.

De fem hjemmehold til næste år er: Tampa Bay Buccaneers, Los Angeles Rams, Los Angeles Chargers, Jacksonville Jaguars og Oakland Raiders.

Det eneste vi med sikkerhed kan sige er, at Jacksonville Jaguars spiller i London og med stor sandsynlighed skal spille på Wembley.

Jaguars har fundet et andet hjem på Wembley i London, og de skal med garanti ikke til Mexico. De ryger næppe heller ikke ud på Tottenhams nye bane, som står klar til næste år, og som skal lægge græs til to kampe i 2019.

Mexico City og formentlig Estadio Azteca kommer til at huse en kamp igen, selvom årets kamp mellem LA Rams og Kansas City Chiefs blev flyttet til Los Angeles pga. elendige baneforhold.

Netop Rams og bysbørnene fra Chargers spiller begge på midlertidige baner, inden deres nye vidunder står klar i 2020. De har begge indvilget (eller er blevet pålagt) at spille internationale kampe, indtil deres nye fælles stadion står klar.

Buccaneers har rigelige problemer med at fylde deres eget stadion, der ofte er halvtomt. Det vil være en kærkommen fornøjelse for dem at se et fyldt stadion med liv på lægterne, hvad enten det bliver i London eller Mexico.

Udeholdene ligger endnu ikke fast – eller er ikke meldt ud endnu – men som regel kommer NFL med udmeldingen omkring Super Bowl eller tidligt forår.

Et af de mere vedholdende rygter går på, at Green Bay Packers endelig tager turen over Atlanten. Interessant nok ved vi, at de skal møde Raiders på udebane i den kommende sæson, så et frisk bud herfra hedder: Raiders – Packers på Tottenham Hotspur Stadium i London.