Las Vegas Raiders har fået ny headcoach og ny sportschef, og de er godt i gang med en totalrenovering af holdet. Nu ryger quarterback Jimmy Garoppolo og receiver Hunter Renfrow på porten.

Opholdet i Las Vegas blev både mere kortvarigt og mindre succesfuldt end Jimmy Garoppolo og Raiders havde forestillet sig, da de hentede ham i dyre domme for to år siden.

Sidste år mistede han sit starterjob, og da han samtidig står til to spilledages karantæne for brug af præstationsfremmende midler, så kunne Raiders fyre ham for kontraktbrud og sparede på den måde 11 millioner dollars, der ellers lå garanteret i hans oprindelige aftale.

Raiders har i stedet hevet Gardner Minshew ind i transfervinduet, og mange forventer, at de også vælger en quarterback højt i den kommende NFL-draft.

3rd and Renfrow fritstilles

Når man har øgenavnet 3rd and Renfrow, så ved man godt, at man er en quarterbacks bedste ven, når der skal skaffes en ny første down. Desværre er Hunter Renfrow også en dyr herre, efter den tidligere Pro Bowl receiver for bare to år siden skrev under på en 32 millioner dollars kontraktforlængelse.

Den 28-årige receiver skulle have 13,7 millioner dollars i den kommende sæson, men ved at fritstille ham nu sparer Raiders mindst 8,2 millioner dollars på lønloftet. Hans forventede exit er dog ikke overraskende set ud fra et football-perspektiv, da Raiders allerede har brugte mange penge på Davante Adams og sidste år hentede Jakobi Meyers ind på en tre-årig kontrakt.

Da Renfrows rolle samtidig blev begrænset sidste år (af middelmådigt quarterback-spil og headcoach, der ikke kunne lide ham), så er det en hurtig måde for Raiders at spare penge på. Renfrow burde dog hurtigt finde sig en ny klub. Om det så bliver til den samme slags er tvivlsomt.

Renfrow, der blev draftet af Raiders i 5. runde i 2019, udviklede sig hurtigt til en pålidelig slot-receiver. Han blev valgt til Pro Bowl i 2021, hvor han førte Raiders med 103 catches for 1.038 yards og ni touchdowns.

Raiders har også fritstillet quarterback Brian Hoyer og defensive tackle Jerry Tillery.