En af NFLs største profiler er stadig uden kontrakt, men måske varer det ikke længe, før Jadeveon Clowney skriver under.

I hvert fald har flere klubber budt sig til, og seneste skud på tilbudsstammen hedder Las Vegas Raiders.

Klubben har både via free agency og draften de sidste par år forsøgt at forstærke forsvaret, men det er klart, at en superstjerne som Clowney omgående vil give holdet noget ekstra pondus.

Der er dog angiveligt lidt intern uenighed om, hvor stort kontrakttilbuddet skal være. Headcoach Jon Gruden er vild med Clowney og er parat til at sælge ud af arvesølvet, mens ejer Mark Davis og GM Mike Mayock holder lidt igen.

Raiders har nu tilbudt Clowney en kontrakt, men angiveligt har andre klubber tilbudt den 27-årige forsvarsspiller flere penge.

Jadeveon Clowney blev taget af Houston Texans med det første valg overhovedet i 2014-draften. Inden sidste sæson blev han tradet til Seattle Seahawks, og selvom parterne var glade for hinanden, er de stadig ikke nået til enighed om en kontraktforlængelse.

Derfor er Clowney stadig på det frie transfermarked, og både Tennessee Titans og Cleveland Browns er fortsat inde i billedet. New York Jets var også interesserede, men har meldt sig sig ud af kapløbet.