Klint Kubiak bekræfter Raiders-ansættelse

0

Seattle Seahawks var knap blevet mestre, før Klint Kubiak bekræftede, at han overtager cheftrænerstillingen hos Las Vegas Raiders.

Santa Clara, Californien. Mens den grønne og blå konfetti faldt ned over grønsværen på Levi’s Stadium, efter at Seattle Seahawks havde udraderet New England Patriots i Super Bowl LX, så bekræftede Klint Kubiak rygterne om, at han bliver Las Vegas Raiders’ nye cheftræner.

Flere kilder fortæller Gul Kluds udsendte Super Bowl-reporter Nicholas Isak Jørgensen, at Raiders offentliggør nyheden senere denne mandag (natten til tirsdag, dansk tid), samt at Klint Kubiak flyver direkte til Las Vegas fra Bay Area.

Med skiftet er det sjette år i træk, at Klint Kubiak søger nye græsgange. I løbet af de seneste seks år har Kubiak arbejdet for Minnesota Vikings, Denver Broncos, San Francisco 49ers, New Orleans Saints, Seattle Seahawks og nu Las Vegas Raiders.

Klint Kubiak har cementeret sin status i NFL, efter at han overtog tøjlerne til Seattle Seahawks’ angreb forud for 2025-sæsonen, og hjalp holdet til sin anden Super Bowl-titel.

Det var under Kubiak, at Jaxon Smith-Njigba forløste sit potentiale, og leverede sin hidtil bedste individuelle sæson i NFL med 119 grebne bolde for 1.793 yards og 10 touchdowns. Som følge blev Smith-Njigba kåret som 2025-sæsonens bedste angrebsspiller ved NFL Honors forud for Super Bowl LX.

Derudover har Klint Kubiak haft en instrumental rolle i Sam Darnolds flotte sæson, hvor Darnold igen beviste, at han har evnerne og mentaliteten til at være én af de bedste quarterbacks i NFL.

Samlet set scorede Seahawks’ angreb næstflest point (29,2 pr. kamp) og producerede syvendeflest yards (349,3 pr. kamp) i NFL i 2025-sæsonen.

Las Vegas Raiders råder over det første valg i 2026-draften, og det er forventningen, at de vælger Indianas mesterskabsvindende quarterback Fernando Mendoza.

Det bliver første gang i Klint Kubiaks karriere, at han skal prøve kræfter med cheftrænergerningen. Hans far, Gary Kubiak, har tidligere arbejdet som cheftræner for Houston Texans (2006-2013) og Denver Broncos (2015-2016), hvor han bl.a. vandt en Super Bowl-titel.

Læs også: Formodet topvalg bekræfter 2026-draft