Derek Carr og Las Vegas Raiders’ trup mødte i dag pressen efter Jon Grudens tilbagetræden.

Det er blot to dage siden, at Jon Gruden trådte tilbage som cheftræner for Las Vegas Raiders efter, at både The Wall Street Journal og The New York Times kunne afdække, at han i en længere periode havde udtalt sig racistisk, sexistisk og nedværdigende om både spillerforeningens formand, dommere, spillere, mv.

Læs mere: Jon Gruden er færdig i Las Vegas

I dag fik pressen så mulighed for at tale med Las Vegas Raiders’ spillere som optakt til holdets opgør mod divisionsrivalerne fra Denver Broncos. Og det kan næppe komme bag på nogen, at pressemødet nærmest ikke handlede om den kommende divisionskamp.

Holdets quarterback Derek Carr blev bl.a. spurgt ind til forløbet, hvortil han svarede:

– Tag ikke fejl; Jeg elskede manden (Jon Gruden, red.). Ingen er perfekt – og hvis vi alle skulle fremvise alle vores private beskeder, skulle vi nok begynde at svede. Når det er sagt, så er jeg dybfølt forarget over hans handlinger. Du hverken kan eller må agere på den måde. Men det er en svær situation for mig, da jeg virkelig holdt af ham.

Derek Carr betonede også, at selvom Raiders – som organisation og trup – skal have tid til at bearbejde forløbet, så har de fortsat “alt at spille for” i 2021. I skrivende stund er Raiders 3-2 for sæsonen og deler andenpladsen i AFC West med førnvænte Denver Broncos foran Kansas City Chiefs, som er 2-3.