Efter at have spillet sin personligt bedste sæson i NFL har Geno Smith skrevet under på en treårig kontraktforlængelse med Seattle Seahawks.

Geno Smith tog Seattle Seahawks og NFL med storm, da han fik sit store gennembrud i 2022-sæsonen. Heri kastede Smith for 4.282 yards og 30 touchdowns, hvortil han – mod alle odds – spillede Seahawks i slutspillet og blev hyldet for sæsonens flotteste comeback ved NFL Honors i februar 2023.

Natten til tirsdag fik Geno Smith endegyldigt betaling for sine bedrifter. Seattle Seahawks og Smith har indgået en treårig kontraktforlængelse, som potentielt indbringer sidstnævnte 730 millioner danske kroner. Til forskel tjente Geno Smith bare 50 millioner danske kroner i fjor, hvor han spillede på en etårig aftale.

Ifølge ESPN er kontrakten sammensat således, at Geno Smith modtager i omegnen af 360 millioner danske kroner i 2023. På den måde udnytter Seahawks sit aktuelle råderum til at barbere knap halvdelen af kontrakten væk, hvilket også giver dem sportsligt manøvrerum i fremtiden.

Det bliver uhyre spændende at se, om Geno Smith kan opretholde sit flotte niveau fremadrettet, eller om han var en døgnflue. Smith blev i sin tid valgt i 2013-draftens anden runde af New York Jets, og havde ikke været udnævnt som startende quarterback i NFL siden 2014.