Baltimore Ravens og Roquan Smith er nået til enighed om en femårig kontrakt, der gør sidstnævnte til den bedst betalte linebacker i ligaens historie.

John Harbaugh har fået en sen julegave af Eric DeCosta og holdejer Steve Bisciotti. Tirsdag er det kommet frem, at Baltimore Ravens er nået til enighed med Roquan Smith om en femårig kontraktforlængelse til værdi af svimlende 840 millioner danske kroner.

Aftalen betyder, at Roquan Smith kan kalde sig for den bedst betalte linebacker i ligaens glorværdige historie. Ian Rapoport fra NFL Network skriver dertil, at kontrakten er sammensat således, at cirka 380 af de 840 millioner danske kroner er garanteret at lande i Smiths lomme.

Det er omtrent to måneder siden, at Baltimore Ravens sendte et andenrunde- og femterundevalg til Chicago for at hente Roquan Smith ind. Ikke desto mindre har Smith etableret sig som en stjerne på Ravens’ forsvar, hvortil han har leveret 86 tacklinger, to sacks og en interception i ni kampe. Derudover har Smith været en glimrende mentor for unge Patrick Queen, som også har hævet sit niveau, efter at han fik førstnævnte ind ved sin side.

Samlet set står Roquan Smith noteret for 169 tacklinger, 4,5 sacks og tre interceptions for sæsonen. Derfor var det heller ikke overraskende, at han blev stemt ind i Pro Bowl for første gang i sin karriere.

Roquan Smith får allerede mulighed for at betale lidt tilbage på sin dyre kontrakt på søndag, når Baltimore Ravens gæster divisionsrivalerne fra Cincinnati Bengals i Wild Card-runden.