Rams forgylder angrebsvåben

0

Los Angeles Rams har landet en treårig kontraktforlængelse med den alsidige runningback Kyren Williams, som fik sit store gennembrud i NFL i 2023-sæsonen.

I skærende kontrast til spillere som Trey Hendrickson og Terry McLaurin, så stemplede Kyren Williams rent faktisk ind til Los Angeles Rams’ træningslejr, selvom han bare havde et enkelt år tilbage af sin aftale.

Nu har Los Angeles Rams belønnet Kyren Williams med en ny treårig aftale, som potentielt kan indbringe den 24-årige runningback i omegnen af 211 millioner danske kroner ($33 mio.), hvis han opfylder sine præstationsbetingede klausuler.

Kontraktforlængelsen er sammensat således, at Williams er garanteret at tjene cirka 150 millioner danske kroner ($23 mio.) af den samlede lønsum, uanset hvordan han præsterer.

Kyreen Williams fik sit store gennembrud i NFL i 2023-sæsonen, hvor han etablerede sig som starter i Rams’ angreb og løb for 1.144 yards, greb 206 yards og scorede 15 touchdowns i bare 12 kampe.

Han fulgte op på sit gennembrud med endnu en flot personlig sæson, da han spillede 16 kampe og leverede 1.481 offensive yards og 16 touchdowns.

I år har Los Angeles Rams tilføjet Davante Adams til Matthew Staffords våbenarsenal, så der bliver allerede talt og skrevet om, at Sean McVays angreb bliver en magtfaktor i 2025-sæsonen. Hvis det skal blive tilfældet, så påkræver det, at Kyren Williams fortsætter sin flotte udvikling.

Læs mere: 10 svar vi leder efter i preseason