Green Bay Packers har belønnet cheftræner Matt LaFleur med en ny kontrakt. General manager Brian Gutekunst og Russ Ball fra den sportslige ledelse har ligeledes fået forlænget deres ophold i ostelandet.

Siden Brian Gutekunst og Matt LaFleur overtog tøjlerne i Green Bay i henholdsvis 2018 og 2019, har de ikke bare videreført Packers’ stolte sportslige traditioner. De har ført holdet tilbage til toppen af NFL med 39 sejre ud af 49 mulige i grundspillet, hvilket er flest i ligaen siden 2019.

Ifølge medierne The Athletic og ESPN har Green Bay Packers’ topledelse valgt at belønne LaFleur, Gutekunst og Russ Ball – som ligeledes arbejder i den sportslige ledelse – med nye kontrakter.

I skrivende stund har Green Bay Packers hverken offentliggjort eller kommunikeret om kontraktforlængelserne. Det ville imidlertid ikke være første gang, at Packers ikke slår deres kontraktforlængelser stort op. I 2017 undlod holdet eksempelvis at kommunikere om Mike McCarthys kontraktforlængelse.

Matt LaFleur blev ansat som cheftræner i Green Bay efter succesfulde ophold som offensiv koordinator for henholdsvis Los Angeles Rams og Tennessee Titans. Den 42-årige strateg havde blot et enkelt år tilbage på sin daværende aftale, hvortil en forlængelse var relativt påtrængende.

Medens Packers har været en magtfaktor i grundspillet under LaFleur og Gutekunst, har mandskabet ikke formået at omsætte de positive takter til succes i slutspillet. Senest blev Packers elimineret i divisionsrunden, da man tabte med 13-10 på hjemmebane til upåagtede San Francisco 49ers.