
Las Vegas Raiders og Josh Jacobs er nået til enighed om en forbedret kontrakt i den kommende sæson.
Efter flere måneder med svære, principielle forhandlinger og gensidige beskyldninger i offentligheden er der fundet en kortsigtet løsning på tvisten mellem Las Vegas Raiders og Josh Jacobs. Parterne er blevet enige om en forbedret kontrakt i den kommende sæson, som potentielt indbringer Jacobs i omegnen af 80 millioner danske kroner.
Josh Jacobs har strejket under hele Las Vegas Raiders’ træningslejr, efter at han nægtede at underskrive sit franchise tag, som ville indbringe ham cirka 70 millioner danske kroner. Ligesom det har været tilfældet for profilerede spillere som Saquon Barkley og Jonathan Taylor, så har Jacobs set sine forhandlinger som en principiel sag imod den seneste tids devaluering af runningback-positionen.
I sidste ende kunne Jacobs og Raiders ikke nå til enighed om en længerevarende kontrakt. Det er til trods for, at Josh Jacobs leverede en mindeværdig præstation i fjor, hvor han løb for flest yards i NFL (1.653), scorede 12 touchdowns og blev udnævnt til det prestigefyldte All Pro-førstehold.
Med sin marginalt forbedret kontrakt i hus er Josh Jacobs vendt tilbage til Las Vegas Raiders’ spillertrup, og forventes at starte i første spillerunde, når de gæster divisionsrivalerne fra Denver Broncos.








