Philadelphia Eagles holder DeVonta Smith i folden, efter at parterne er nået til enighed om en treårig kontraktforlængelse.

Det er svært ikke at blive optimistisk på Philadelphia Eagles’ angrebs vegne inden 2024-sæsonen. NFC-mestrene fra 2022 har gaflet superstjernen Saquon Barkley fra divisionsrivalerne fra New York Giants, og senest har de indgået en ny kontrakt med den profilerede recevier DeVonta Smith.

Philadelphia Eagles og DeVonta Smith er nået til enighed om en treårig kontrakt, som potentielt kan indbringe sidstnævnte i omegnen af 525 millioner danske kroner. Ifølge NFL Network er kontrakten sammensat således, at DeVonta Smith er garanteret at tjene cirka 360 millioner danske kroner, mens resten af lønnen er bundet op på præstationsbaserede klausuler.

I løbet af sine tre sæsoner som professionel har DeVonta Smith etableret sig blandt de bedre receivere i NFL. Samlet set står Smith noteret for 50 kampe med 240 grebne bolde for 3.178 yards og 19 scoringer som følge.

Philadelphia Eagles valgte oprindeligt Smith med det 10. valg i 2021-draften, efter at han vandt det prestigefyldte Heisman-trofæ i sin sidste sæson for Alabama.

Kontraktforlængelsen er endnu et eksempel på, at Philadelphia Eagles er villig til at betale deres bedste spillere, før de bliver tvunget til det, når kontrakterne står til at udløbe. Derudover har Howie Roseman nu skabt ro om det offensive fundament, der skal føre Eagles tilbage til toppen af NFL. Faktisk er DeVonta Smith nu én af ni startende angrebsspillere i Philadelphia, der har kontrakt til og med 2025-sæsonen.