De 32 spillere, der blev valgt i første runde af 2017 draften, er på vej ind i deres 4. sæson i ligaen og det betyder, at holdene skal tage stilling til, om de vil udnytte den option, der er indskrevet i deres kontrakter.

Det er kun spillere, der er valgt i første runde af draften, der har indskrevet denne option, så det er kun de 32 højest valgte spillere i 2017 draften, der skal holdes øje med.

I går kunne Eagles således offentliggøre, at de har valgt at aktivere Derek Barnetts option, så de kan holde ham på kontrakt gennem 2021 sæsonen.

Eagles er det andet hold der aktiverer den indskrevne option efter Washington Redskins og Jonathan Allen. Der er dog flere hold, der også har tilkendegivet deres intention om at bruge optionen, mens eksempelvis Christian McCaffrey allerede har fået en forlængelse af sin rookiekontrakt.

Holdene har frem til den 3. maj til at aktivere optionen. Der er allerede flere meldinger om hold, der har intention om at bruge optionen. Nogle hold bruger optionen som en bro eller sikkerhed, så man i ro kan forhandle en forlængelse på plads.