Cleveland Browns forgylder forsvarsduo

0

Browns fastholder deres to defensive hjørnesten Denzel Ward og Grant Delpit, der begge har skrevet under på ganske lukrative kontraktforlængelser. 

Det har været en tung sommer for Cleveland Browns’ tilhængere, der mistede den mest dominerende spiller i NFL, da Los Angeles Rams hentede Myles Garrett til vestkysten. 

Set i dét lys er det ikke uvæsentligt, at Browns nu investerer en betydelig sum penge i at beholde forsvarsduoen Denzel Ward og Grant Delpit. 

Ward bliver ligaens bedst betalte cornerback 

Denzel Ward har skrevet under på en toårig aftale, som potentielt kan løbe op i 405 millioner danske kroner ($62.2 mio.). 

Med sin nye årsløn bliver Ward den bedst betalte cornerback i NFL i de kommende to sæsoner. Det er anden gang i Wards karriere, at han nulstiller cornerback-markedet. 

Kontraktforlængelsen er et tydeligt signal om, at Cleveland Browns anser Ward som en central brik på fremtidens mandskab. Rygterne gik ellers på, at Browns forsøgte at skippe Ward videre for at styrke deres draft-kapital yderligere. 

Cleveland Browns valgte oprindeligt Ward med det fjerde valg i 2018-draften, og han har siden hen leveret 18 interceptions i 110 kampe. Samlet set er Ward blevet stemt i Pro Bowl à fem omgange – deriblandt i de seneste tre år. 

Browns beholder lederskikkelse i folden

For så vidt angår Grant Delpit, så har han skrevet under på en treårig kontraktforlængelse, der potentielt kan indbringe ham i omegnen af 315 millioner danske kroner ($48 mio.).  

Kontrakten er sammensat, så den 27-årige safety er garanteret at tjene godt 230 millioner danske kroner ($35 mio.). 

I løbet af de seneste år har Grant Delpit etableret sig som én af lederne i Browns’ omklædningsrum. 

Delpit har også været en betydningsfuld spiller på banen, hvor han bl.a. har leveret syv interceptions, tre fumbles og 6,5 sacks.