Det var ikke en succesrig første sæson i Cleveland, men trods rygter om et exit, så bliver Olivier Vernon i byen.

Cleveland Browns beholder defensive end Olivier Vernon efter forsvarsspilleren har omstruktureret sin kontrakt. Det fortæller ESPNs journalist Field Yates på Twitter. Der har ellers været massiv spekulation omkring, hvorvidt veteranen var fortid i klubben, idet han stod til at tjene mere end 15 millioner dollars i den kommende sæson.

Den spekulation kan ende nu, da den 29-årige forsvarsspiller med sin opdaterede kontrakt kommer til at tjene 11 millioner dollars. Grundet de mange garantier sikrer det spillerens plads hos Browns.

Vernon var en del af to byttehandeler mellem Browns og Giants. Den første sendte Odell Beckham Jr. til Cleveland i bytte for draftvalg, mens Vernon kom til Cleveland, der sendte guard Kevin Zeitler den anden vej. Hverken Vernon eller Beckham Jr. har været udprægede succeser, men forsvarsspilleren har bestemt været den største skuffelse af de to. Efter at have leveret flot spil for både Dolphins og Giants, blev det blot til ti kampe for Cleveland i den forgangne sæson.

I 2019 leverede edge rusheren blot 3,5 sacks, det laveste antal siden sin rookiesæson. Fra 2013-2018 lavede Vernon i gennemsnit otte sacks per sæson. Forsvarsspilleren er i sidste år af sin nuværende kontrakt, og skal derfor spille for sin fremtid. Skader har været en stor del af Vernons karriere, og prægede ham altså også i fjor.

Med denne omstrukturering vurderer journalister tæt på holdet, at Jadeveon Clowney ikke længere er et emne i Cleveland, der nu også har fået mere råderum til at forhandle en aftale på plads med holdets forsvarsstjerne, Myles Garrett.